På dagen, hvor regeringen offentliggør den længe ventede plan, der skal redde dansk økonomi, viser beregninger fra DI, at alle krisens tabte arbejdspladser i den private sektor koster staten næsten 50 milliarder kroner i mistede skatteindtægter. Det forklarer en hel del af det offentlige underskud på 100 milliarder, som økonomer forventer.
– Det viser for første gang, hvor afhængige vi er af den løbende værdiskabelse i den private sektor. Og det er jo også det, der har vist sig under finanskrisen, hvor utrolig følsomt det offentlige budget er, siger DI’s viceadministrerende direktør Ole Krog.
Hver gang en privatansat arbejder en time, genererer det ifølge DI’s beregninger 150 kroner til statskassen. Når der – som økonomerne venter – forsvinder 190.000 private job under krisen, svarer det til et årligt hul i de offentlige indtægter på omkring 47 milliarder kroner. Oveni kommer endda alle de penge, det offentlige skal betale i arbejdsløshedsunderstøttelse eller tidlig pension til alle dem, der ikke finder et nyt job.
Politiken.dk.