”Hvor har jeg nu lagt mine nøgler…? Hvad laver jeg egentlig herude i køkkenet…?” De fleste har prøvet at være i en situation, hvor travlhed, stress, dårlig søvn m.v., gør, at man bliver lidt glemsom. Det er helt normalt. Prøv så at gange en enkeltstående oplevelse med 100 gange dagligt, hver dag!
Det handler om demens. En sygdom der rammer flere og flere, og ikke kun de helt gamle af os. Faktisk kan sygdommen ramme helt ned i 40 års alderen. Der er mellem 80.000 og 100.000 danskere som er ramt af demens ifølge Alzheimer Foreningen, og tallet er stigende.
Selv om mange kender en, eller kender til en, der er ramt af demens, så er sygdommen forbundet med tabu – fordi den demens-ramte person opfører sig uforudsigeligt og ofte, især for de pårørende, pinligt, ud fra det vi mener er normal adfærd.
Det skal der nu laves om på, tabu-muren skal brydes ned, og det skal bl.a. ske via en stor landsdækkende kampagne. Information omkring demens blev sat på finansloven sidste år, og nu er Socialministeriet, Styrelsen for Social Service og Sundhedsstyrelsen i samarbejde med Alzheimer Foreningen, på trapperne med en informationskampagne til 4 millioner kr.
Bysted står bag kampagnen, der er bygget op over tre parallelle spor. Den brede landsdækkende kampagne. Et smallere kampagnespor, der går tættere på demens og som henvender sig til pårørende, fagfolk m.v. Og den regionale, hvor den landsdækkende kampagne kobles på de regionale aktiviteter.
– Kampagnen har to ben. Det handler om at informere den brede befolkning om sygdommen og symptomerne, og så at skabe øget bevidsthed for, hvad man selv eller ens pårørende skal være opmærksom på mht. mistanke om symptomer, fortæller seniorrådgiver Bo Søby Kristensen fra Bysted.

Tænk, hvis du ikke kunne finde dit hus

Ifølge Alzheimer Foreningen er tidlig klarhed omkring sydommen vigtig, ligesom større åbenhed efterlyses. Og så er man også oppe imod de tabuer, der ofte findes i forbindelse med psykiske sygdomme.
– Tv-kampagnen viser mennesker, der har levet et liv med værdighed. For det er værd at huske mht. demente, at det er mennesker, der har levet et funktionelt liv, ligesom dig og mig, pointerer Bo Søby Kristensen.
De tre tv-spots vil blive vist i ugerne 45, 46 og 47 på TV2, TVDanmark og TV Charlie, sammen med visninger i OBS-udsendelser på DR1 og DR2, samt 200 radiospots på Radio2 og en række større lokalradioer.
I uge 45 og 46 vil man i 29 danske byer kunne se store billboard skilte, og i uge 46 og 47 vil der yderligere være landsdækkende hængeskilte i busser og tog.
På outdoor og hængeskilte vil man komme til at møde tekster som ”Tænk hvi s du ikke kunne finde dit hus” med henvisning til website og telefonnummer.
Udover massekommunikationen og de regionale spor i kampagnen, vil der også blive distribueret plakater med 10 advarselstegn (hvor man kan teste sig selv for demens), til relevante instanser som læger, social- og sundshedshjælpere og patientforeninger. Der vil være en del pressearbejde regionalt i amterne, ligesom Jes Dorph, sammen med fire foredragsholdere vil tage på en foredragsturne rundt i hele landet.