Er mennesket socialt eller individuelt? Sandsynligvis både-og, men blandt de hippe på SXSW-konferencen i Austin, Texas, fornemmer man, at pendulet svinger i den sociale retning.
Vi har spurgt Thorkild Bjerre, Digital Creative Director på Wibroe, Duckert & Partners, der er ovre for at snuse til de seneste tendenser, om han genkender modsætningen?
– Det kan man vist roligt sige. ”Social” er blevet et fast punkt på marketingplanen, ordet bruges konstant, og antallet af danske Facebook-sider og kampagner er eksploderet de sidste par år.
Så Facebook, denne selviscenesættende kanal for moderne individer, er stadig ”in”?
– Interessant nok nævnes Facebook som platform næsten ikke på SXSW. Til gengæld diskuteres social, som grundstenen i kampagner, helt vildt heftigt. Og selvfølgelig, for som Jonah Peretti fra Buzzfeed sagde fra scenen tirsdag, ”The big shift of social, is coming to advertising”. En udtalelse, der er svær at argumentere imod, når man ser hvilken impact det har haft på musik, nyheder og måden vi tager billeder på.
Men ingen har vel knækker koden – eller fundet forbindelsen mellem social og marketing endnu?
– Du har ret i den forstand, at vi endnu ikke rigtig har fundet formen, og social som reklameform har handlet alt for meget om platforme, og alt for lidt om det mind set, forbrugeren er i lige nu. Facebook, Instagram, Twitter osv. er fantastiske distributionskanaler, der skal tænkes ind i moderne kampagner fra starten. Men det er først, når man forstår de menneskelige delingsmekanismer, at brands kan lykkedes i det mest magtfulde medie lige i øjeblikket.
Et par hurtige råd fra SXSW
Thorkild Bjerre sender følgende råd tværs over Atlanten til os i Danmark:
• Sørg for at din kampagne kan deles via mobilen. Ellers får den svært ved at rejse.
• Start med at finde ud af, hvordan kampagnen skal fungere socialt, og tænk først derefter de andre kanaler på.
• Kampagner i dag er 50% ide og 50% deling. Hvis din ide ikke kommer ud at leve, bliver den ligegyldig.
• Nyd det. Social er muligheden for at genoplive de sjove og intelligente reklamer, efter et årti med klikrater.
Thorkild Bjerre er inspireret efter en lille uge i Austin, Texas. Nu kravler han tilbage i flyvemaskinen for at se virkeligheden i Danmark i øjnene. Dukker der en eftertanke op de næste otte timer, giver han os indblik i det.
Huset Markedsføring står i øvrigt bag et arrangement i kølvandet på SXSW, hvor de vigtigste tendenser bliver præsenteret. Læs mere her.