Når det første nummer af Berlingske Tidendes Nyhedsmagasin kommer på gaden mandag 19. august kommer det til at foregå på en helt ny måde end da bladet lå under samme tag som dagbladet Børsen.
Redaktionelt er der bl.a. skabt en tæt koordinering mellem nyhedsmagasinets chefredaktør Mikael Lindholm og erhvervsredaktør Peter Kjærgaard på Berlingske Tidende, sådan at nyhedsmagasinets dybdeborende reportager og
analyser kan præsenteres som nyheder i avisen og avisen kan markedsføres i magasinet.
– Vi har fundet det naturligt aktivt at udnytte mulighederne for et redaktionelt samspil, således at vore historier kan sætte en markant dagsorden i erhvervsdebatten. Men det sker selvfølgelig med stor respekt for de enkelte mediers selvstændige profilering, siger ansv. chefredaktør Mikael Lindholm, Berlingske Tidendes Nyhedsmagasin.
Overtagelsen af nyhedsmagasinet er blevet forberedt hen over sommeren og der er bl.a. igangsat en offensiv kampagne for at sikre nye abonnenter til nyhedsmagasinet, der nu kan tegnes i samabonnement med dagbladet Berlingske
Tidende. På annoncesiden er der også etableret et tæt samspil mellem salg til dagbladet og nyhedsmagasinet. Berlingske Tidendes Nyhedsmagasin er blevet organiseret i selskabet Berlingske Tidendes Specialpublikationer, hvor direktionen udgøres af adm. direktør Søren Østergaard Sørensen og ansv. chefredaktør Mikael Lindholm. Bestyrelsesformand i selskabet er adm. direktør og ansv. chefredaktør Karsten Madsen, Berlingske Tidende. Søren Østergaard Sørensen forbliver udviklingsdirektør og direktionsmedlem i Berlingske Tidende A/S.
jür