I går kaldte en række eksperter på markedsforing.dk apps, tablets, smartphones og andre devices for det, der sætter dagsordenen i 2012.
Men Simon Kibsgård, Mobile Concept Manager hos Creuna, er ikke helt enig. Han er naturligvis enig i, at tablets og smartphones får yderligere betydning, men han mener, at fokus endelig flyttes fra teknologien til brugerens behov – og forretningen bag.
– Den mobile revolution har fundet sted. Nu er det tid til at tænke forretningen ind i de mange muligheder, siger Simon Kibsgård. ”Vi har nok som branche i for høj grad forelsket os i ”hvad-kan-lade-sig-gøre”, hvilket har flyttet fokus fra, hvad forbrugerne egentlig vil have og samtidig bruge penge på.”
Det er ”ejerskabet af den digitale dimension omkring produkterne,” Kibsgård sigter til.
– Vi ved jo godt, at sociale medier er in, men hvordan får vi dem brugt i en marketing-sammenhæng? Vi ved også, at smartphones og tablets og apps er fremragende værktøjer, men hvordan får vi indtjening – eller anden værdi – ud af brugen? Vi er jo som rådgivere og leverandører fokuserede på at levere indtjening til vore kunder, og ikke bare vise dem, at vi er i stand til at skabe smarte løsninger.
Offline kommer igen
Som den helt store trend spår Simon Kibsgård offline, kombineret med digitale services, en renæssance i 2012.
– Det koster ikke noget at producere en 2d barcode. Placeret på det rigtige tidspunkt og sted, er det barcoden, der skaber adgang til den digitale dimension for en forretning eller et produkt – og i sidste ende til et bedre salg.
– Arla har betrådt stien ved at knytte et bondegårdsspil til en barcode på deres mælkekartoner. På den måde fungerer kartonen som det medie, der sender folk ind til et engagerende spil. Her tager Arla ejerskab af den digitale dimension omkring mælk og fodbold. Det analoge produkt skaber forbindelsen til en digital forbruger: En god platform til at skabe dybere engagement i brandet – også efter morgenbordet er forladt.
– Vi ved også, at 78 procent af forbrugerne i USA efterspørger prissammenligninger og anbefalinger af produkterne på nettet, mens de står i butikken. Kun 17 procent foretrækker at spørge butikspersonalet. Der er ingen grund til at tro, at det er meget anderledes i Danmark.
– Derfor kan virksomheder og butikker lige så godt acceptere dén virkelighed, og digitalt skabe noget andet og mere omkring produkterne. Noget unikt, der giver kunder en digital oplevelse, tilbud og informationer i butikken frem for at bruge mobilen til at konstatere at fladskærmen kan købes billigere i en webshop.
– Det kunne banalt være tilbud om en bedre forsikring, en installationsvideo eller yderligere service. Men det skal kommunikeres i den digitale dimension som alle fysiske produkter allerede har, fordi vi allerede bruger mobilen i butikken. Det er et spørgsmål om at brands og butikker tager ejerskabet ved at tilbyde relevante mobile oplevelser.
Den mobile tegnebog?
Simon Kibsgård mener endvidere, at vi vil se en ”mobil forbrugs-trend” slå igennem i 2012.
– 81 procent af de ”deals-vante” amerikanske forbrugere er nu mest vilde med ”deal-hunting”. Vi skal med andre ord tænke i, at skabe en oplevelse omkring ”deals” – de gode handler. En handel behøver ikke altid at være ”billigst-muligt.” Der skal bygges eksklusivitet og oplevelser ind i deals, så fx kun de 50 første kunder, der møder op iført røde bluser, modtager et bestemt par sko.
– Noget andet er, at NFC-chippen snart må ramme det danske marked. Det er uforståeligt, at PBS eller andre ikke lancerer mobilen som et reelt alternativ til Dankortet. Potentialet er så enormt, at ejerskabet vil kaste spandevis af penge af sig. Googles Wallet fungerer i USA, og hvis ikke mobilen snart bliver betalingsværktøj i Danmark, forstår jeg intet.
Som en sidste trend, der ikke er normal blandt digitale iagttagere, spår Kibsgård, at web langt fra kan betragtes som aflivet af apps.
– Jeg tror, at HTML5-teknologien efterhånden er et kvalificeret alternativ til applikationerne. De bedste HTML5-løsninger vil trænge apps tilbage og dermed øge fokuseringen på virksomhedernes egne sites. De attraktive leads – også mobile – genereres via søgninger og sociale medier, og de lander i sidste ende på virksomhedens website. Mobilparat eller ej.
– Med HTML5 kan man skabe hybrid-applikationer, der henter data fra websitet og kan leve som apps i iPhone, Android, Windows Phone osv. og samtidig være det mobile udtryk for mobile besøg til hjemmesiden.
Endelig forventer Simon Kibsgård at iPads – og andre tablets – vil få en markant større betydning for marketing, end eksperterne hidtil har troet.
– Tablets kvaliteter som magasin eller ”bladrende webshop” er endnu uudnyttet. Konverteringsraterne, vi ser i USA, viser, at iPads er dobbelt så effektive til at skabe leads som smartphones og endda bedre end almindelige computerbrowsere, slutter Simon Kibsgård.