Danmark er et “kaffeland“. Der er ikke det, der ikke kan ordnes over en hyggelig kop kaffe. Jobsamtalen, verdenssituationen, genvordighederne med det modsatte køn. Og der er stærke meninger om de forskellige kaffemærker. Måske hjulpet lidt på vej af de mange markedsføringskroner, der puttes i differentiering og profilering. Om forskellen egentlig kan mærkes, når det kommer til stykket i de fleste brugssituationer, er jeg lidt i tvivl om. For er det tit ikke bare en omgang vakuumpakket, granuleret kickstart på dagen eller eftermiddags-opvågning, der er tale om? Jeg mener, – utallige er de gange, hvor jeg er blevet budt en portion bitter, sort eliksir, der i 4 timer har stået og simret i kaffemaskinen. Jeg har fyldt den op med mælk til den blev lunken, men mindre bitter, og har derefter skyllet den ned, hurtigt, hvorefter jeg blev vågen nok til at sige nej til kop nr. to.
Men uanset, hvordan man vender det, er der hér tale om noget meget dansk, ikke? For selvom man af og til støder på let inddampede versioner, ved danskerne dog i bund og grund godt, hvad en “god kop kaffe“ er, ikke?
Jeg gjorde i hvert fald, syntes jeg. Derhjemme bryggede jeg mig ofte en kop “gourmet-kaffe“. Malede de hele bønner, jeg havde købt i Irma, bryggede kaffen på Bodum-stempelkanden, kogte øko-mælken. Sammen med en frisk Berlinger kunne intet derefter ødelægge min dag.
Jeg har også nydt at gå på café og få en cappuccino eller en café au lait. Hér smagte kaffen for det meste OK, og af og til fik man endda et lille stykke chokolade med.

TYND-ARMET AMERIKANSK KAFFE?
Det var derfor med let overlegen mine, at jeg tog til San Francisco og forventede den stereotype kop tynd-armede, amerikanske kaffe, der ved første øjekast ligner te. Og hvis den overhovedet smagte af kaffe, forventede jeg den karakteristiske smag af “instant“.
Jeg tog fejl. Grueligt fejl.
Jeg kunne godt se, at der på næsten hvert gadehjørne lå en “coffee shop“, kaldet Starbucks, Pete’s, Pasqua eller Spinelli, hvor det så ud som om, man ikke kunne købe andet end kaffe. Måske var der et par biscotti eller en enkelt muffin, samt et pænt udvalg af kunstfærdige termokopper.
Men jeg tænkte i første omgang ikke så meget over sagen. Og jeg købte min kaffe i det lokale Cala-supermarked midt i San Francisco. Eller hvad jeg nu skal kalde det. Supermarked klinger ikke rigtigt. For der er åbent 24 timer i døgnet, og man kan købe alt fra frisk sushi og levende hummere til alskens fancy salatdressinger og altså også hele kaffebønner i utallige varianter. Og med “alle mulige smagsvarianter“ mener jeg ikke bare kaffe fra Colombia og Brasilien, men også kaffe tilsat forskellig smag. Vanilje, chokolade, hasselnød, kanel… og alle varianterne findes også i decaf, koffeinfri. Jeg prøvede den med hasselnød. Uha, den var god med kogende mælk i. Næsten som dessert. Jeg følte mig lidt avanceret.

KAFFEBøNNEMALERE
Men så kom dagen, hvor jeg i et kæmpe helsekostsupermarked kaldet Wholefoods blev shanghajet til at være med i et fokusgruppe-interview vedrørende kaffe. Respondenterne skulle være “kaffebønnemalere“, folk der gik op i kaffe. Det mente jeg jo, at jeg gjorde. Og som europæer mente jeg næsten, at jeg havde pligt til et deltage. Til at belære de uoplyste amerikanere om, hvordan man drikker “rigtig“ kaffe derhjemme i Europa. Desuden syntes jeg, at det kunne være sjovt at deltage i et fokusgruppe-interview herovre, fordi det også er en analyseform, jeg har benyttet mig af (og deltaget i) i Danmark. Så også ud fra et fagligt perspektiv var det ret interessant.
Det lignede sig selv. En psykolog. Et skjult videokamera. Ti snakkesagelige personer samlet omkring et bord. Nu skulle jeg nok fortælle dem om kaffe.

EN KAFFE-GOURMET
Som en af de første blev jeg bedt om at beskrive mig selv som kaffedrikker. Jeg kaldte mig selv en “kaffe-gourmet“. Det mente jeg ikke var en overdrivelse. Jeg malede jo mine bønner selv. Kogte altid omhyggeligt mælken. Valgte omhyggeligt den lækreste hasselnøddesmag. Og drak hellere lidt, men godt.
Jeg kom dog til at fortryde mit ordvalg. For efterhånden som samtalen udspandt sig, fandt jeg ud af flere ting:
1)Jeg vidste absolut intet om forskellige kaffesorter, ristninger og sæsoner. Det gjorde samtlige øvrige tilstedeværende. Det viste sig nemlig, at man på forskellige tidspunkter af året får den friske kaffe fra forskellige steder. Logisk nok, egentlig. Jeg havde bare aldrig skænket det en tanke. Og med hensyn til ristningsgraden, sværgede de fleste til French roast. Den mørke. Bitre, efter min mening.
2)Jeg kendte intet til San Francisco’s coffee shops. Det gjorde de andre. De vidste lige nøjagtigt, hvor “man“ skal gå hen for at købe sin kaffe. Både bønnerne og den obligatoriske morgen-kaffe. Også et vigtigt punkt: Morgenkaffen køber man i “sin“ coffee shop på vej til arbejde. F.eks. er det ikke comme il faut at købe sin kaffe hos Starbucks, – det Seattle-baserede firma, der skyder op som paddehatte alle steder. Nej, i San Francisco er det Pete’s, der dur’. For Pete’s er baseret i San Francisco. Man er vel lokal-patriot?
3)Men det værste sted at købe kaffen er dog ligegodt i et supermarked. Det var der ingen af de andre, der gjorde! Der er jo ingen garanti for, hvornår kaffen er ristet. Det skal helst være inden for det sidste døgn. Allerhelst skulle der være riste-tidspunkt (altså klokkeslet) på kaffen. Nåeh ja… selvfølgelig…
4)Og et spørgsmål, der var oppe til debat, var, om det i det hele taget skulle være tilladt at sælge “flavored coffees“. Altså min hasselnøddekaffe. For det var da at ødelægge enhver kaffe at hælde sådan noget stads i. Hmmm… nåeh ja… Jeg var på det tidspunkt holdt totalt op med at føre mig frem.
5)Til sidst fik min elskede, omhyggeligt opvarmede mælk kniven. Der var ingen af de tilstedeværende, der puttede mælk i kaffen. For det var da også at tage livet af enhver ægte kaffe-aroma. Og mig, der ellers tager halvt af hvert…

KAFFESTOLTHEDEN LED ET KNæK
Jeg var nedbrudt. Min danske kaffe-stolthed havde lidt et alvorligt knæk. Alt det, jeg troede, jeg gik og gjorde rigtigt, var bare helt, helt forkert. Jeg var taknemmelig for ikke at være blevet arresteret af kaffepolitiet for uterlighed. Og jeg sneg mig ud af lokalet efter den pinlige seance. Nå, men “When in Rome…“
Så resolut gik jeg ned til den nærmeste Pete’s dagen efter og prøvesmagte mig igennem diverse eksotiske vintage coffees. Jeg fik en brochure, der forklarede om de forskellige områder, ristningstyper, sæsoner. Og jeg turde ikke andet end at købe en pose (friskristet) kaffe med hjem.
Jeg bryggede den. På min Bodum-stempelkande, der som det eneste var “rigtigt“. Og jeg drak den. Sort. Uden mælk. Jeg forsøgte at tage en kendermine på og nippede til den mørke masse. Nå, det var sådan, rigtig kaffe skulle smage? Der kunne man bare se. Aha! Og det var så det!
Jeg tager chancen i dag. Uden at bekymre mig synderligt om fremtidige kontroverser med kaffepolitiet eller indspiste forbrugergrupper. Jeg køber hasselnøddekaffen i supermarkedet. Hælder halvt op med kogende mælk. Dvæler ved Wall Street Journal. OK, det er ikke Berlingeren, men tæt på…
For hvis jeg skal være helt ærlig, så kan jeg bedre lide min egen, utjekkede kaffe. Jeg er ligeglad. Jeg vil have lov til at pladre den til med mælk. Og jeg vil have lov til at svælge i dessert-agtige varianter. Og egentlig tror jeg ikke, at jeg er alene. For hvis ikke “man“ bestiller en kop vintage-kaffe, er det OK at bestille en grande double non fat latte, – vistnok kaffe med kogende mælk, sådan cirka halvt-om-halvt, evt. med et lille drys kanel…