Der er så let at bestille mad via nettet eller mobilen, men at take away er andet og mere end blot usunde pizzaer, burgere og bøtter fyldt med kylllingevinger, forsøger det danskfødte takeaway-firma Just Eat nu at slå fast med en ny kampagne.
Kampagnen er international og omfatter 11 markeder.
– Med kampagnen “Tænk ud af boksen” vil Just Eat gerne udfordre hele takeaway-kulturen, da mange forbrugere sætter lighedstegn mellem Just Eat og pizzaer leveret til døren, siger Kristian Brønsbjerg, der står i spidsen for Just Eat i Danmark.
– Derfor skal kampagnen også understrege, at Just Eat ikke blot er et pizzabrand, men også en markedsplads for takeaway af den nye, sunde og spændende slags, fortsætter han.
Just Eat er en virksomhed i hastig vækst.
I 2012 voksede selskabets omsætning med 77 pct. til godt en halv milliard kroner på verdensplan, og ifølge Financial Times forventes omsætningen at runde 100 millioner pund, eller mere end 900 millioner kr., i 2013.
Næsten alle kender brandet
Herhjemme er brandet slået fast med syvtommersøm.
Just-Eat har næsten en kendskabsgrad, eller brand awareness, på 100 pct. i kategorien 18-35 årige, og næsten halvdelen af disse har brugt Just Eat for nyligt, så der er ikke tale om en rendyrket brandingkampagne
Håbet er tværtimod, at kampagnen – der allerede er i luften på sociale medier og rulles ud i mere traditionelle reklamekanaler som tv og outdoor i disse dage – kan positionere Just Eat i den mere ernæringsmæssige korrekte del af restaurationsverdenen.
– Vi skal rykke lidt ved forbrugerens opfattelse af Just Eat og takeaway generelt. Takeaway er altså ikke længere lig med usund fastfood. Derfor har vi også allieret os med en ernæringsekspert for at fremme de sunde valgmuligheder, siger Kristian Brønsbjerg.
Der er altså ingen tvivl om, at forbrugernes øgede bevidsthed om sund mad spiller en rolle. Men er det også et opgør med Just Eats relativt succesrige forretningsgrundlag, der primært er centreret omkring takeaway fra pizzarier?
– Nej, vi fraskriver os ikke den historie, men vi kan også se, at de noget sundere take away-alternativer allerede i dag viser fin vækst, siger han.
Det kan bl.a. ses af danskernes take away-køb på Just Eat, hvor det asiatiske køkken – suhsi er det store hit – steg med over 20 pct. i 2013.
– Så take away er ikke længere lig usund fastfood. Og det er det, kampagnen skal kommunikere, slutter Kristian Brønsbjerg.
Bag kampagnen herhjemme står reklamebureauet Winthers, som også har de globale rettigheder til den.