“I have heard, she is a bitch“. Den berømte og berygtede Annie Leibovitz, de kendtes favoritfotograf, sidder i sit studie på Manhatten i New York og læser Stine Heilmann’s udtalelser om Leibovitz selv i en oversat artikel fra Markedsføring. Det er tre år siden, og Stine Heilmann var 26 år. Hun havde netop brudt op med sikkerheden, sit gode job hos Schiller og karrieren her i Danmark med ét mål for øje: at komme inden for dørene hos Annie Leibovitz – selv om hun havde hørt, at geniet skulle være lidt af en strid kælling.
Stine Heilmann kom ind – ikke i varmen, men i en isnende kulde af hierarki og ydmygelse. Målet blev opfyldt, men drømmene brast. At de senere skulle blive opfyldt i rigt mål er en helt anden sag. Stine Heilmann tilbragte ialt tre år i byernes by, heraf de to hos den 78-årige Irving Penn, kendt for sin enkle og meget skarpe stil.
– Jeg er lykkelig over, at det lykkedes mig at komme ind hos Leibovitz, men jeg mistede al min respekt for hende efter de kun 14 dage, jeg holdt ud at være der. Jeg var 3. assistent i et typisk amerikansk hierarki, hvor kun 1. assistenten har lov at tale direkte med fotografen. Selv skulle jeg rense kameraer. Jeg havde sat mig for, at jeg ville i lære hos Leibovitz, om jeg så kun skulle lave kaffen. Men den konstante ydmygelse af alle os assistenter, også når der var kunder tilstede, var ganske enkelt uudholdelig. Vi skulle helst gå i ét med væggen. Når vi var på optagelse i studiet, skulle alle bære sort tøj. På udendørs optagelser var vi uniformerede i lyst tøj.
En dag Stine Heilmann havde taget et rødt tørklæde om halsen, kom “bitchen“ farende hen, daskede til tørklædet og sagde: “Take that red thing off“.

LYKKEN ER EN TELEFONSVARER
Næste resultat af Stines indsats for at lære nyt blev et 24-timer-i-døgnet mørkekammerarbejde hos fotografen Richard Avedon. Arbejdet startede klokken atten, når dagens optagelser var overstået, og fortsatte til langt op ad formiddagen næste dag. Og det kan man ifølge Stine Heilmann også lære noget af. Lidt mindre lærerigt, på den fotografiske front, var det at rydde op og hjælpe med at flytte, bare for at tjene penge. Men sådanne opgaver stod den også på ind imellem.
– Det var netop efter sådan en dag, hvor jeg havde ryddet op i et studie hos en norsk fotograf, at der lå en besked på min telefonsvarer. Det var Irving Penn’s assistent, der ville høre, om jeg kunne deltage på tre dages optagelser. Jeg havde tidligere været til samtale hos ham, men da Irving Penn aldrig havde haft kvindelige fotografer ansat, var der ikke de store forventninger fra min side. Men jeg var lykkelig, jeg sov ikke hele natten, og ringede hjem til min mor for at høre, hvad hun syntes, jeg skulle tage på. Jeg skulle ikke være for feminin og heller ikke for maskulin.
Der skulle vise sig at opstå en ganske særlig kemi mellem den meget rene og æstetiske, ældre fotograf og den unge skandinav. Irving Penn har været gift med en svensk kvinde hele livet og har stor respekt for vores del af verden.
– Det var helt anderledes “ikke-amerikansk“ at arbejde for Irving Penn. Han er den største gentleman, jeg har mødt, og vi blev de bedste venner. At arbejde med ham er præget af en fantastisk ro og enkelhed. Jeg blev dybt fascineret, når jeg overværede ham arbejde med modellerne. Han taler til modellerne, som var det et digt. Når jeg stod bag ham og lyttede, var det, lige så hårene rejste sig på mine arme. Nogle gange forlangte han det nærmest umulige af modellerne, som efter i lang tid at have stået i motorisk umulige former, faldt fuldstændig udmattede om efter optagelserne. Han har en fantastisk evne til at tænke i former.

BLOMSTER TIL CLINTON
Stine Heilmann havde efterhånden lidt af en postordre business gående hjemme fra lejligheden, sideløbende med arbejdet for Irving Penn. Der blev sendt billeder ud til rige amerikanske kvinder, der havde set en af Stine Heilmann’s efterhånden mange variationer over temaet sko og taske udført i blomster, blade, frugt eller grøntsager i bladet Vogue.
– Det er utroligt, så meget respons, man får i USA. Herhjemme får man måske ti opringninger, hvis ens ting er blevet vist et sted. Men derovre fik jeg 500 henvendelser. Jeg endte endda med at sende blomsterskoene ud som dekorationer i flamingo-kasser.
Blomsterskoene blev så stor en succes, at Stine blev dekoratør til et stort tv-show, hvor selveste Clinton med frue skulle deltage.
Stine Heilmann har desværre ingen billeder af disse dekorationer, og heller ikke af hende selv som gæst til middagen, iført en arvet kjole fra en tidligere svigermor i USA.
Efterspørgselen efter billeder af skoene og andre af Stine’s eksperimenter, gav grundlag for et galleri i Soho, hvorfra Stine Heilmann solgte sine værker direkte til private.

På KANTEN AF STOLEN
Stine Heilmann blev i to år hos “den gamle svenske morfar“, som hun også betegner ham. Hun kom til at holde af hans stil og har i dag taget den enkle form fuldstændig til sig, med altid kun at bruge én lampe, eller dagslys, med de ofte fritskrabede motiver og den meget høje grad af skarphed i motiverne.
– Irving Penn tilbød mig at blive hans 1. assistent, én måned før jeg skulle hjem. På det tidspunkt havde jeg besluttet mig for at vende tilbage til Danmark, men jeg havde ikke sagt noget til ham endnu. Selvfølgelig var det fristende at sige ja. Men jeg vidste, at skulle jeg acceptere hans tilbud, ville jeg blive halvdelen af ham selv, og jeg skulle blive i New York mindst tre år til. Det var jeg ikke parat til. Jeg var mæt. I tre år, havde jeg levet på kanten af stolen, mit hjerte bankede hurtigere, og jeg følte mig alene oppe i hovedet. Det var fantastisk, men det var ensomt.
Den 21. oktober 1996 kom Stine Heilmann tilbage efter tre turbulente år. 29 år gammel og en del erfaringer rigere. Hun åbnede eget studie i det indre København sammen med designeren Helle Høgsbro. Her sidder hun nu med tændte stearinlys på skrivebordet og Nescafé i kruset (et levn fra USA-tiden?). I hjørnet står en sofa, der skal fotograferes til Illums Bolighus. På lysbordet ligger nogle knivskarpe blomsteroptagelser, fritskrabede!
Hendes stil lige nu, beskriver hun som feminin og pyntet, med hang til det rene, smukke og elegante. Hun er mest begejstret for billeder, der ikke er i bevægelse. Og hun elsker at fotografere til koncepter. Som for eksempel nogle aktuelle billeder til det nye magasin Viva, hvor konceptet går på orientalsk mad.
Til alle der endnu ikke har været i udlandet og prøve sig selv af, er det sikkert rart at høre, at netop den faglige kunnen her i Danmark, ifølge Stine Heilmanns sammenligningsgrundlag, er helt i top.
– Jeg oplevede, at vi danske fotografer har en utrolig god ballast. Mange var imponerede af, hvad en helt ung fotograf formår. Vi respekterer vores samarbejdspartnere, vi er serviceminded, og vi har en god struktur i vores arbejde, forsikrer Stine Heilmann.

A)