Jeg hører til idioterne. Specielt når det gælder tal. Jeg kan godt nok stave til hvilket som helst ciffer, men at skelne tal, stablet i kolonner, er mig et mareridt. De vrimler rundt som myrer, smelter sammen som ubrydelige ligninger og giver mig svedige håndflader og nervøse trækninger – og jeg går i stå, i lammelse, i panik.
Jeg kan ikke udfylde de der ind- og ud-sedler i banken, hvor man skal skrive et mangecifret kontonummer på. Jeg kan ikke tage imod et telefonnummer, der bliver dikteret. Og jeg forsøger gentagne gange at låse mig ind på fremmede menneskers hotelværelser. Jeg er faktisk erklæret talblind.
Hvilke konsekvenser har sådan en diagnose så i de voksnes verden, udover det naturlige mindreværd? Det betyder, at jeg er rimeligt prisgivet forklarende tale, når nogen vil henvende sig til mig om noget, der handler om kroner og øre. Det være sig et tilbud om at min verden bliver billigere hvis jeg f.eks. kombinerer min almindelige telefon med et såkaldt
mobilfritid-ikke-på-arbejde-men-dog-lige-udenfor-havelågen-abon nement. Et hammer-super-skønt-overfedt 43,5% hurtigere internet-abonnement-hvis-jeg-køber-en-du-får-det-aldrig billigere-computer-med-695-megatons-watt-cd-drive-17-spil-og-op kobling-til-din-egen-hjemmeside med i købet. Eller opnår at spare 33%-på-ens-indboforsikring-hvis-den-altså-kombineres-med-bil-bå d-liv-og-død-og-erhvervs-udygtighedsforsikring, når jeg overvejer at skifte mit kreditkortselskab ud med et, der tilbyder -spar-45-kroner-om-måneden-og-få-gratis-rejseforsikring-billige re-bil-i-udlandet-og-rabat-på-hotel-overnatninger-indenfor-givn e-perioder-i-udenlandske-storbyer. Jeg er simpelthen på herrens mark, når andre forsikringsselskaber, pengeinstitutter, benzinselskaber og teleselskaber forsøger at hverve mig som kunde.
Du kan spørge mig, hvorfor jeg udkrænger mit latterlige handikap og min frustration i denne ikkun så beskedne spalte. Måske fordi, når det endelig lykkes nogen at overtale mig til at skifte til noget billigere, hurtigere, bedre, skønnere, lækrere, sjovere – med alt praktisk bøvl og ballade og tidsrøveri til følge, så får jeg de mest vidunderlige breve fra virksomheder, jeg førhen har været knyttet til – og som jeg stort set ikke har hørt fra siden den dag, jeg blev kunde. “Hvorfor gik du Anouska, hvad har vi gjort galt Anouska, kan vi gøre det bedre for dig frk. Sinding… ?“ Den herligste dialog hvor jeg hver eneste gang, jeg svarer på deres breve og spørgeskemaer kan vinde en stor præmie, få et lille-hyggeligt taletidskort til gengæld eller andre spændende, spændende, spændende opfordringer til at gendanne forbindelsen med disse velmenende mennesker. For sportens skyld svarer jeg så ihærdigt, jeg kan inden de deadlines der er – for præmieudtrækningen – naturligvis. Ind imellem glemmer jeg godt nok at sende brevene retur, og opdager jeg, at jeg har glemt sådan en lille fætter i bunken, venter jeg bare spændt på det næste livstegn med klar tale: “Kære A.Sinding, for en uge siden sendte vi dig…..?“