I de nye lokaliteter på Rådhuspladsen i København er der heftig aktivitet, så de nye radiostudier er klar den 15.
november til at byde studieværter og lyttere velkomne.
– Det er fantastisk for os at kunne lave radio fra hjertet af København. Vi får nu en enestående mulighed for at komme i kontakt med de titusinder af lyttere, der dagligt passerer vores studier og kontorer. Med bl.a. Politikens hus og Københavns Rådhus som naboer får vi en meget synlig og central placering i det nye medielandskab, siger Jim Receveur, adm. direktør Talpa Radio Danmark, der står bag den ene af de to nye radiokanaler, der går i luften den 15 november. Talpa Radio Danmark har endnu ikke givet deres radio et navn, men har lagt det op til lytterne at deltage i konkurrence om navnet, der dog efter al sandsynlighed vil indeholde FM 100, som er den frekvens, som stationen skal sende på.