Vi befinder os angiveligt i en postfaktuel-verden, hvor sandheden har ringe kår, hvis man da tør stole på de ubegribeligt mange meget kloge og sure mennesker, der hver dag skælder ud på alt fra Fake News, over Trump til skattetrykket i såvel traditionelle som sociale medier.

Måske derfor var fastfood-kæden Burger King, der i øvrigt er kåret som Årets Annoncør ved årets udgave af VM i reklame, Cannes Lions, hurtigt ude af starthullerne med en 1. april-spøg allerede  tidligere på ugen.

Og mon ikke det går, for hvilken rolle spiller et par dage fra eller til egentligt i en nyhedsverden, hvor ingen alligevel tror på det, andre skriver?

Whopper-frisk ånde dagen lang

Dét bliver spændende at følge med i i morgen, og i mellemtiden kan vi glæde os over burgergigantens interessante kommunikation, der begyndte, da de glædesstrålende kunne meddele, at de var klar med et nyt produkt (kan man mon kalde det en Brand Extension?) i form af en ny tandpasta, der ”vil holde din mund Whopper-frisk hele dagen”.

Det lyder nok ulækkert i de flestes ører, men prankvertisingen er velgennemført, og der er svært ikke at fnise, når man ser de klassiske Colgate- og Oral B-reklamer få det glatte lag på den måde.

Bag den tidlige aprilsnar stod på bureausiden franske Buzzmann, og du kan se den omtalte film her: