Når den næste landsdækkende kampagne rettet mod spritbilister folder sig ud i medierne her til sommer, er det reklamebureauet TBWA, der står bag.
Rådet for Sikker Trafik, der er tovholder på den offentlige indsats, har mellem flere bureauer valgt TBWA til at stå for den kreative proces.
Kampagnen skal overbevise mænd – og deres omgivelser – om at de skal lade bilen stå, når de har drukket.
Rådet for Sikker Trafik har lagt vægt på, at kampagnen bliver skabt i et meget tæt samarbejde, siger kampagneprojektleder Michelle Laviolette:
– Vi er gået efter et bureau, som turde lukke os ind i den kreative proces. Mange bureauer arbejder kreativt alene i et lukket rum, men vi ville gerne være medskabere af idéerne. Og netop TBWA’s kreative team har redskaberne til og erfaringen med en sådan tæt dialog, siger hun og fortsætter:
– For at være kreativ skal man turde være dum, og stille de dumme spørgsmål for det er i den proces, at de nye gode idéer skiller sig ud.
Samarbejder allerede
De to samarbejdspartnere kender i øvrigt hinanden i forvejen.
I 2009 stod TBWA således bag
”Min hjelm” kampagnen, der skulle motivere danskerne til at bruge cykelhjelm.
Men nu gælder det altså spritbilisterne, som ifølge statistikken er indblandet i hver sjette dødsulykke på de danske veje. Den nye spritkampagne skal køre første gang til sommer, hvor langt de fleste spritulykker sker.
Målet er at ændre holdning og adfærd hos mænd i alderen 25-44 år, men også hos denne gruppes netværk og omgivelser. Der skal sættes fokus på situationen i begyndelsen af en fest, hvor man skal beslutte, om man vil køre hjem eller ej.
Omgivelserne skal kunne støtte chaufføren og være med til at forhindre, at der opstår en situation senere, hvor der er behov for at gribe ind.
Digital strategi vigtig
I løbet af de næste måneder skal TBWA sammen med en arbejdsgruppe udarbejde en mere detaljeret kommunikationsstrategi, hvor kanaler, medier, koncept, payoff med mere skal yderligere specificeres.
Rådet for Sikker Trafik understreger, at den digitale strategi betyder meget i denne kampagne og at stærke onlinekompetencer hos TBWA derfor også har spillet en rolle.
TBWA’s kreative team ser frem til opgaven:
– Vi glæder os over samarbejdet med en vidende og engageret partner. Rådet for Sikker Trafik er en fin repræsentant for det offentliges stadigt større mod på nytænkning, siger TBWA’s kreative direktør, Paul Clements.
Bureauet løser i forvejen stadigt flere kreative opgaver for det offentlige og har blandt andre Miljøstyrelsen, Skat og Lægemiddelstyrelsen som kunder.