Telekoncernen TDC slår i dag dørene op for Danmarks største musikbutik på mobiltelefonen. Med den nye løsning kan kunderne frit vælge, om de vil hente musik ned til mobiltelefon, computer – eller begge dele.
Musik, der er hentet ned til en mobiltelefon, kan bagefter frit downloades til en computer fra netbutikken – og omvendt. Lydkvalitet og størrelsen på datafilerne bliver afpasset efter, om musikken skal spilles via mobiltelefon eller computer.
– Vi er superglade for at kunne præsentere det, som vi mener er den bedste og mest avancerede musikløsning på mobilmarkedet, siger vicedirektør Anders B. Christjansen, TDC Mobil.
Han peger på, at især unge anvender mobiltelefonen til at høre musik, men at andre aldersgrupper følger efter.
/ritzau/