Danmarks største it- og teleselskab, TDC, præsenterer i dag selskabets med spænding imødesete strategi for 2013-2015.
Det fremgår af en børsmeddelelse, hvori der bl.a. står, at det tidligere telemonopol fremover ”vil øge fokus på at levere sammenhængende løsninger til hjemmet bestående af fastnet- og mobiltelefoni, bredbånd, tv og andre services under TDC brandet”.
Dertil kommer, at selskabet – som ventet – ”konsoliderer varemærkeporteføljen”, som er vokset ganske betragteligt i forbindelse med de mange opkøb af selskaber som bl.a. Telmore, M1 og Fullrate de seneste mange år.
Den nye strategi medfører bl.a., at Fullrate og M1 samles i én enhed under Fullrate brandet, hvilket skal ”optimere marketingindsatsen, der vil blive drevet gennem den nyligt oprettede Group Marketing funktion”.
Dermed ser det ud til, at TDC’s relativt nyudpegede Group CMO, adm. direktør for TDC Privat, Anders Jensen, har løst første del af sin opgave, der går ud på at skabe større samspil mellem virksomhedens brands på koncernniveau.
Udover et farvel til M1-brandet, så betyder den nye strategi om ”at kunne levere hele pakken” også, at YouSee fremover vil sælge mobiltelefoni. Derfor bliver Onfone fremover en integreret del af YouSee, men Onfone-brandet bevares.