Danmarks største teleselskab får ny kommunikationsdirektør, da Nicolaj Due har valgt at skifte job.
– Nicolaj har ydet en stor indsats som kommunikationsdirektør i TDC. Han har haft en vigtig rolle i TDC’s transformation gennem de seneste år, og han har samtidig skabt en række stærke resultater på kommunikationsområdet, siger administrerende direktør og koncernchef Henrik Poulsen i en pressemeddelelse.
Nicolaj Due har arbejdet godt fire år i TDC først som pressechef og de sidste to og et halvt år med ansvar for det samlede kommunikationsområde i TDC.
– Jeg har været utrolig glad for at være i TDC. Der findes næppe nogen virksomhed i Danmark, hvor kommunikationsopgaven er mere spændende og udfordrende,” siger Nicolaj Due og fortsætter:
– TDC har gennemført store forandringer de seneste år og er nu kommet rigtig langt med de strategiske mål, der har været udstukket. Derfor føler jeg også, at det er et godt tidspunkt at fortsætte min karriere uden for TDC, selv om jeg selvfølgelig også kommer til at savne virksomheden.
Han stopper pr. 1. oktober 2010.
Een indefra
Ny kommunikationsdirektør bliver Mette Refshauge, der har været i TDC siden 1999, hvor hun har bestridt en række lederstillinger primært inden for HR- og kommunikationsområdet.
– Jeg ser frem til at få det fulde ansvar for kommunikationsområdet. TDC er midt i en utrolig spændende fase, som skal understøttes maksimalt med en samlet kommunikationsindsats på tværs af det eksterne og det interne, så det bliver en spændende og udfordrende opgave, siger Mette Refshauge.
I forbindelse med, at Mette Refshauge overtager jobbet som kommunikationsdirektør, bliver Lasse Bastkjær Jensen udnævnt til pressechef. Lasse Bastkjær Jensen har været i TDC de seneste tre år som kommunikationsrådgiver.