TDC lancerer ny børneplatform, som skal dæmme op for den stigende konkurrence fra streamingtjenester, som har godt fat i børnefamilier, og som i stigende omfang vælger de traditionelle kabel-tv pakker fra.
Den nye platform lanceres i et samarbejde med SF Film, som står bag flere af de mest populære børne- og familiefilm i Noren, herunder klassikere som Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe og Karlsson på Taget. Derudover får den nye platform adgang til yderligere 30 kendte figurer som Postmand Per, Pingu, Thomas Tog, Gurli Gris og mange flere.
– Vi er glade for at kunne bringe vores mange suveræne børnetitler til markedet sammen med TDC og YouSee. Vi ser TDC Group som en vigtig strategisk samarbejdspartner, når vi skal give de mange velkendte figurer, som børnene kender og elsker, nyt liv i en digital verden, fortæller Thomas Schultz, salgs- og marketingdirektør for SF Film.
Især børneindhold har vist sig at blive flittigt set på streamingtjenester, og på TDC’s streamingtjenester er over halvdelen af filmtitlerne i top 20 da også børnetitler.
– Vi har det sidste års tid set, at streamingmarkedet er eksploderet, og det er især børnene, som har taget de mobile platforme til sig, når der skal ses film og serier. Derfor sætter vi nu fuld skrue på både børnefilm og -serier, og ambitionen er at levere Danmarks bedste børneunivers, fortæller Ulf Lund, der er mediedirektør i TDC Group.
Claes Braagaard, Nordic Trading Director hos Omnicom Media Group, bekræfter tendensen.
– Vi kan se, at flere og flere af de traditionelle børnekanaler, som taber terræn og bliver truet af streamingtjenester som Netflix, fordi flere og flere børnefamilier fravælger de store kabel-tv pakker – eller helt fravælger dem, fortæller Claes Braagaard.
– Flere og flere familier vælger f.eks. DR’s Ramasjang via en tablet og ellers ser tv via deres netforbindelse, og har føler, at de er dækket godt ind med DR’s programmer, som er gratis og et Netflix-abonnement, fortsætter Claes Braagaard.
Det nye børneindhold ”Børnenes favoritter” kommer fremover til at ligge på både TDC’s og YouSees tv-bokse samt TDC’s streamingtjenster YouBio og TDC Play, som desuden giver adgang til flere andre børnekanaler.