I starten af april blev sangerinden Ida Corr – for nylig kendt for sin rolle som X Factor-dommer – annonceret som ny frontfigur for underholdningsuniverset TDC Play og dermed det nye ansigt i det prisbelønnende ”Mit TDC”-reklameunivers.
TDC og Ida Corr lancerede dengang desuden et projekt, hvor Ida Corr inviterede danskerne til – via flere forskellige sociale medier – at komme med forslag til tre forskellige elementer til sit kommende album: Cover, remix og koreografi til musikvideo.
Projektet, der er døbt ”Ida Corr featuring dig”, kører lige nu, og det har fået danskernes kreative sider frem i en sådan grad, at det ligefrem kommer bag på Camilla Ramby, der er marketingdirektør i TDC Privat.
– Ja, det må jeg sige. På Instagram-konkurrencen, hvor folk kunne komme med forslag til coveret, fik vi over 1.700 bidrag ind. Det ene mere kreativt end det andet. Det er 60 procent over target, og det er vi meget tilfredse med, siger hun.
Remix-konkurrencen, der fortsat kører – via SoundCloud – har foreløbig fået over 145 bidrag ind, som tilsammen er afspillet over 30.000 gange, og ifølge Camilla Ramby er også det over forventning: Pladeselskabet mente, at det ville være overraskende, hvis man nåede op på 30 bidrag.
Content, content, content
For Ida Corr er projektet givet en stor fordel, men også for TDC er der mening med galskaben.
– Vi kan se, at effekten af købte medier er dalende, men at forbruget af faciliteret brugerskabt indhold er i vækst. Folk tager i den grad content til sig – og det er ikke kun de unge. De vil være aktive og skabende i stedet for blot at modtage og se på, og vi giver dem muligheden og platformen til at gøre det, siger Camilla Ramby.
I sidste uge blev vinderen af cover-konkurrencen valgt, og det blev Louise Haugaard Nielsen fra ”A mile in the Woods”, som du kan se et udsnit af over artiklen. Louises kreation bliver dermed coveret på Ida Corrs kommende album.
Om kort tid vælger Ida Corr desuden det vindende remix fra SoundCloud, som også kommer med på det kommende album, samt den koreografi-video fra YouTube, som kommer med på sangerindens egen kommende musikvideo.
Læs hele historien i det nye nummer af bladet Markedsføring, som er på gaden i denne uge.