TDC afslørede onsdag i Børsen, at Wibroe, Duckert & Partners (WDP) er telegigantens nye samarbejdspartner, når vi snakker markeds-kommunikation.
TDC er landets største annoncør − ofte i konkurrence med Dansk Supermarked − med et budget i størrelsen 300 mio. kr. om året, og derfor var spændingen stor i branchen, indtil Partners dukkede frem af den hvide røg.
Vi har spurgt den nye marketing-direktør, Tomas Pietrangeli, hvor mange bureauer og hvilke, der var med i pitchen?
− Som vi tidligere har fortalt, så har aftalen med de involverede bureauer været, at vi holdt de nærmere omstændigheder omkring pitch internt mellem os. Det vil jeg holde fast ved, siger han.
Giv os et hint om, hvordan WDP og PeopleGroup ”solgte” sig selv. Og vil du sige noget om retning og omfang af opgaven?
− PeopleGroup solgte først og fremmest sig selv på deres evne til at arbejde kreativt på baggrund af grundigt strategisk arbejde. Retningen på vores kommunikation bliver først og fremmest mod vores eksisterende kunder. Det konkrete kreative udspil er det endnu for tidligt at komme ind på.
TDC har fortalt, at I skifter fokus fra at kapre nye til eksisterende kunder. Hvad betyder det?
− Det betyder, at der ligger et kæmpe potentiale i at koncentrere os om de kunder, vi allerede er i kontakt med. Cirka halvdelen af alle danskere er allerede på en eller anden måde kunder hos os. Det giver nogle helt andre muligheder i kommunikationen, end hvis vi bruger alt krudtet på at kommunikere til helt nye kunder.
Kan man sige noget konkret om det nye ”kreative platform”, der skal udvikles? Tænker TDC eksempelvis dialog og brugerinvolvering ind i projektet?
− Vi tænker indtil videre først og fremmest “kundefokus”. Hvordan PeopleGroup løser dette kreativt, er vi ikke klar til at fortælle om endnu.
Lader I jer inspirere af de fleste eksperters forslag om, at virksomheder skal være generøse i kommunikationen, snarere end tænke bundlinje først?
− Vi er helt på det rene med, at vores kunders førsteprioritet ikke er TDC’s bundlinje. Vi har fokus på, hvad det er, vi konkret kan tilbyde kunderne for at gøre deres hverdag lettere, sjovere eller mere interessant.
Kan du sige noget om, hvorvidt hele kommunikations-paletten er overladt til PeopleGroup? Altså, taler vi om image, strategi og taktisk kommunikation?
− Ja.
Hvor lang løbetid er skrevet ind i aftalen?
− Det er et internt anliggende, slutter Tomas Pietrangeli, marketing-direktør hos TDC.