TDC-direktør for fastnet, Kim Frimer, er stærkt kritisk over for el-selskabernes planer om at grave fibre ned over alt i landet, så de kan tilbyde bredbånd med hastigheder på op til 100 Mbit til danskerne.
Han mener, det er en unødvendig investering for samfundet, fordi den kan klares inden for den eksisterende infrastruktur. Og det lægger TDC så nu op til at ville gøre. Planerne blev præsenteret på et presse-seminar i dag, men det er svært ikke at sidde tilbage med fornemmelsen af, at uden el-selskaberne var TDC ikke kommet ud af hullerne.
Fakta er, at TDC i de kommende år vil foretage en udbygning, der kan holdes inden for det eksisterende investeringsprogram. Der er tale om et tre-cifret millionbeløb, men i de sidste seks år har TDC investeret 40 milliarder kr. i infrastruktur, så der er noget at tage af.
Grundfilosofien i TDCs planer er en kombination af kobber og fibre.
Selskabet vil først og fremmest opgradere alle centraler. Det vil i sig selv give 40 pct. af danskerne adgang til hastigheder på op til 20 Mbit i løbet af 2006, selvom det fortsat er gennem kobber-forbindelser. Derefter vil man etablere en række punkter, der er forbundet med centralen via fiberoptik, og samler kobberforbindelser mere decentralt i et område. Det vil i 2008 give 75 pct. af danskerne adgang til hastigheder på op til 20 Mbit, og heraf vil 55 pct. have adgang til 25-50 Mbit.
De videre planer siger, at 85 pct. i 2010 vil have adgang til op mod 50 Mbit, mens 75 pct. vil have adgang til helt op til 100 Mbit.
TDC vurderer, at i forhold til forbruget i dag, vil 20 Mbit være rigeligt til at dække behovet, og når man er helt fremme ved 2010, så har man et net med hastigheder, der til fulde kan udgøre et multimedie-netværk med alle dets mangfoldige anvendelsesmuligheder.
Udbygnings-strategien er således indrettet, at man ved at kombinere fibre og kobber hele tiden kan sætte tempoet op og øge adgangen til større hastigheder, hvis der er efterspørgsel til det. fin