Telekoncernens regnskab for fjerde kvartal gav ingen store overraskelser. Omsætningen blev på 6548 mio. kroner i kvartalet – tæt på den ventede omsætning på 6558 mio. kroner, som blev anslået af et gennemsnit af analytikervurderinger indsamlet af SME Direkt for Ritzau Finans. Det skriver Børsen.
Omsætningen var dog lidt lavere end tilsvarende kvartal året før, og driftsresultatet ebitda før pensionsudgifter skuffede også lidt. Nettoresultatet for hele året ligger dog, som ventet af SME-analytikerne, på 3,6 mia. kr.
Privat-delen af TDC’s forretning klarer sig lidt bedre end ventet, mens Erhverv og Nordic til gengæld kommer med lidt svagere omsætning end ventet.
Udbyttet fra telekoncernen bliver anset for at være stabilt, og TDC foreslår ifølge Børsen et udbytte på 4,60 kroner pr. aktie for 2012 og ser et udbytte for indeværende år på 3,70 kroner.
Børsen