Du kan sætte Forbrydelsen på pause, mens du lægger børnene i seng søndag aften, og derefter vende tilbage til tv-programmet. Det er en af mulighederne i den nye udgave af TDC tv, som får TDC til at finde de helt store gloser frem.
– Det er ikke bare en lancering. Vi leverer fremtidens multimedienetværk for danskerne. Det er en helt anden form for interaktivitet og fleksibilitet mellem kunde og medie – fra og med i dag, siger direktør i TDC Privat Gert Reider.
Kort fortalt er der tale om tv via telefonnettet, så kunden kan få telefoni, internet og tv i det samme stik.
Den første udgave af TDC tv fik ikke den store succes med kun cirka 3500 kunder på små to år. TDC vil ikke sætte bud på, hvor mange kunder de regner med at få med den nye lancering.
/ritzau/