Hos det lille web-bureau, Dwarf, er man i denne tid kistestolte over en ny kunde, der kom i hus lige før jul. Men samtidig har julegaven også givet de 12 medarbejdere temmelig travlt.
I konkurrence med Icon Medialab og og Valtech har Dwarf vundet web-budgettet for TDC Mobil. Det betyder, at bureauet lige nu arbejder med at redesigne og relancere TDC Mobils nye portal, som skal være klar midt i februar.
– Icon Medialab er web-bureau for TDC A/S. Men vi valgte at sætte en lille hurtigløber op mod nogle af de store – og det viste sig, at Dwarf altså løb stærkest, fortæller marketingchef Henrik Nørregård, TDC Mobil.
Budgettet har tidligere ligget placeret mere spredt eksternt og internt, men nu har man altså valgt at placere den udadvendte del af portalen hos en fast ekstern partner.
Hos Icon Medialab understreges det dog, at der ikke har været tale om en egentlig konkurrence. Man har på et tidspunkt givet TDC Mobil en generel præsentation, men man har ikke på noget tidspunkt givet et egentligt bud.
Lanceringen af en redesignet portal hænger sammen med, at hele VIC-satsningen er droppet.
– Vi har besluttet at køre videre med det, der har vist sig som det stærkeste – nemlig Tele Danmark Mobil, siger Henrik Nørregård.
Selskabet samarbejder med Bates om above-the-line aktiviteterne.
Blandt Dwarfs andre kunder finder man f.eks. Rockwool og Ilva. fin