TDC’s privatforretning har fundet en ny markedsdirektør. Det bliver Allan Christiansen, der kommer fra en stilling som administrerende direktør i TDC’s eget lavprisselskab, Telmore.
Allan Christiansen får det overordnede ansvar for afdelingerne marketing, mobil og bredbånd samt telefoni og TV.
Han tiltrådte stillingen i går. Den har været ledig,  siden den tidligere marketingdirektør, Tomas Pietrangeli, stoppede i TDC i slutningen af 2010.
Allan Christiansen har tidligere været direktør hos TDC, før han i 2004 rykkede over til Telmore.
I 2000 blev han ansat som markedsdirektør med ansvar for salg og markedsføring af fastnet og ADSL-bredbånd. I 2002 blev han forfremmet til divisionsdirektør med ansvar for fastnet, bredbånd, butikker, kundeservice og online.

Han har tidligere været ansat i Arla Foods, blandt andet som salgsdirektør for Europa og general manager for Arla Foods Saudi Arabia.
Allan Christiansen er uddannet som cand. merc. i afsætning fra Syddansk Universitet.