Når du som TDC Mobil-kunde donerer penge til Haiti via mobilen, så opkræver Danmarks største teleselskab tre procent af beløbet i gebyr.
En rundringning, som DR Nyheder har foretaget blandt landets 10 største mobilselskaber viser, at kun M1 gør det samme.
TDC anser det dog ikke som problematisk at tage en andel af de penge, som danskerne ønsker at skænke til nødlidende haitianer.
– Hvad andre selskaber har besluttet sig for, det vil vi ikke blande os i. Det koster os penge at folk laver disse systemer og at fakturere beløbene, derfor må vi opkræve gebyrerne, siger pressemedarbejder Per M. E. Christiansen til DR Nyheder.
– Vi støtter i forvejen på mange områder. Når der er danmarksindsamling er det os, der laver det praktiske. Derudover har vi et tæt samarbejde med Dansk Røde Kors og donerer årligt to millioner til nødhjælp, siger han.
Teleanalytiker Torben Rune giver imidlertid ikke meget for TDC’s forklaring.
– Der er ikke grundlag for at opkræve disse gebyrer. Alt udstyret er opsat i forvejen og produktionsomkostningerne er forsvindende små, siger han.
Teleselskabet M1 opkræver et gebyr på 1,5 procent.