TDC’s topchefer ser ud til at få en ualmindelig stor julegave på omkring én mia. kr., hvis de fem store kapitalfondsejere af telegiganten som ventet sælger aktier til maksimumskursen på 56 kr. pr. stk. Det fremgår af gårsdagens udbudsdokument, der især er sød læsning for finansdirektør Jesper Ovesen, der kan score den helt store jackpot med en gevinst 144 mio. kr., mens koncerndirektør Henrik Poulsen efter to år i jobbet kan håbe på knap 140 mio. kr.
Begge får de halvdelen udbetalt kontant, og resten får de i TDC-aktier, der ikke må sælges i de næste 12-18 måneder. I alt kan de otte medlemmer af direktionen samt formanden og næstformanden for bestyrelsen dele gevinster for ca. 700 mio. kr. De resterende kontanter og aktier deles af en række tidligere chefer, bestyrelsesmedlemmer og nøglemedarbejdere, hvis eksakte forhold ikke er oplyst.
Hvis maksimumskursen går igennem, og de alle får 50 pct. kontanter, kan de tilsammen skovle værdier for næsten 1,3 mia. kr. sammen. Hvis det mod forventning skulle blive mimimumskursen til 47 kr., vil den tidligere og nuværende TDC-top dele omkring halvdelen.
Borsen.dk