Telegiganten kaster sig ud på uprøvet jord og vil sælge tyverialarmer sammen med internet- og mobilforbindelsen, så man får et filmklip tilsendt, hvis noget rumsterer derhjemme eller i sommerhuset. Ved at udnytte internet- og mobilforbindelsen vil TDC samsælge dem med tyverialarmer, så man automatisk får et filmklip tilsendt på mobiltelefonen, hvis der er pludselige bevægelser i hjemmet. Telegiganten satser på, at alarmsystemerne bliver en lukrativ forretning.
– Nu vil vi også levere en funktionalitet, som hænger rigtig godt sammen med de grundprodukter, vi har, så det giver rigtigt god mening for kunderne at have bredbånd og mobiltelefon hos TDC, siger Jesper Theill Eriksen, direktør for TDC Privat.
TDC har med held samsolgt internetabonnement, TV og telefoni i sin Home Trio-pakke gennem de seneste snart to år. Alarmsystemet er en udbygning for at holde på nuværende kunder og trække flere til. Flere andre leverer lignende løsninger, men det er første gang, et teleselskab gør det.
Business.dk