Ifølge Berlingske Tidende er priskrigen på mobiltelefoner forbi. Det er TDCs topchef Henning Dyremose der kommer med udtagelsen i dagens udgave af Berlingske Tidende. Og udtalelsen kommer som en reaktion på, at vi får stadig færre teleselskaber herhjemme.
Det er blevet konsekvensen, efter at TDC købte Telmore, Sonofon købte CBB Mobil og ikke mindst efter at Telia købte Orange. Den længe ventede konsolidering i den danske telebranche er dermed, ifølge avisen, i fuld gang, hvis den ikke nærmest er overstået. Ud over de mange opkøb blandt konkurrenterne og det faktum, at TDCs ejerkreds er skiftet ud, efter at amerikanske SBC har solgt sine aktier, står TDC, ifølge Berlingske Tidende, over for markante udskiftninger i bestyrelsen.