Andre medier skærer ned på teater-dækningen. Urban intensiverer den.
Således ser Det Kgl. Teaters reklamechef Sten Hassing Møller situationen for teatrene, og derfor vurderer han gratisavisen Urbans initiativ med at lancere et selvstændigt teater-tillæg som væsentligt.
– Der er jo ingen public service i dagbladene. De skriver noget om teater-livet, men de skærer ned og skriver hellere om teatrene står foran lukning eller ej. Vi vil gerne have, at de fortæller om forestillingerne, men teater kommer i anden række i forhold til først og fremmest film, siger Sten Hassing Møller.
Urban vil sende et tillæg på gaden den sidste mandag i hver måned. På de øvrige mandage vil der være en side i bladet dedikeret teater-stof.
Samtidig vil tillægget blive trykt i et ekstra oplag på en anden papirk valitet og skåret, så annoncerne kommer til at gå til kant. Dette oplag bliver så uddelt på teatre på Sjælland.
– Dette initiativ er helt nyt for teater-verdenen. Arte har oprindeligt gjort nogen forsøg på en tryksag, der udkom to gange om året. Men det lykkedes aldrig. Her får vi et tillæg som skabes af en aktør, der ikke er afhængig af teaterverdenen og hvor indholdet tilrettelægges alene ud fra redaktionelle overvejelser. Det er så op til os at bakke projektet op – dels ved at putte nogen annoncer i det og dels – men ikke mindst – ved at informationsafdelingerne er gode til at finde nogle relevante historier samt sjove og anderledes vinkler på teater-stoffet, siger Sten Hassing Møller.
Ansv. chefredaktør på Urban, Steen Breiner siger om initiativet: – Vi vil gøre det til kult at gå i teatret. Det er vores klare mission. Samtidig ser vi det som en naturlig del af vores avis, at vi beskæftiger os med teatrene. Det ligger i forlængelse af vores mål om at være en af Københavns førende kulturaviser, og vi tro r, at der blandt vores 414.000 læsere på Sjælland er mange, der ikke i dag går i teatret. Det ville da være rart, hvis de begyndte på det.
Urban har tilknyttet journalisten Michael Holbek Jensen til tillægget. Han har en fortid som kultur-journalist på Danmarks Radio og Ekstra Bladet.