Mange kender Nørrebro Teater som teatret, hvor komedien kan opleves i alle genrer.

Teatret, hvor fusionen mellem skuespil, stand-up og live-pop/rock/hip-hop kan opleves i form af blandt andet satiriske komedier og rockende musikforestillinger.

Teatret, der satser på det unge publikum, har igennem længere tid ønsket at gøre noget gennemgribende for at tiltrække sit publikum via de digitale kanaler – og ikke bare via de ellers kendte og meget billedstærke plakater.

Et af våbnene i dén kamp er et nye website, som netop er gået i luften, og som ifølge teatrets kommercielle chef, Jens Langfeldt, allerede har givet anledning til positive tilbagemeldinger fra publikum.

– Vi er meget stolte over vores nye website, som har fået et gevaldigt løft. Igennem hele processen har vores digitale bureau Creuna sparret med os for at skabe en god onlineforretning gennem gode, digitale oplevelser. De har hævet barren designmæssigt og sikret, at sitet folder sig ud og virker effektivt på alle digitale enheder. Det er meget værdifuldt for os, siger han.

Hos Creuna selv siger Group CMO Anders Uttrup, at det er ekstra sjovt at arbejde med virksomheder, der er optaget af at skabe gode oplevelser:

– Det er altid en særlig interessant udfordring at arbejde med oplevelser. Og specielt, når kunden er med på at lege med design, indhold og de nyeste teknologier for at få tingene til at fungere optimalt på mobile enheder. Vi håber at det nye site for Nørrebro Teater sælger billetter, og at forestillingerne bliver udsolgt hurtigt og ofte fremover, siger han.

Nørrebro Teaters nye mobiloptimerede website er bygget på Sitecore – og du kan besøge det her.