Et af Danmarks største reklamebudgetter til en værdi af formodentlig mellem 25 og 30 mio. kr. flytter fra Grey København til Bates Copenhagen. Det gælder Tele Danmark Mobil og skiftet falder i forbindelse med opsplitningen af koncernen i tre selskaber, der hver skal have en mere selvstændig og skarp profil. Opsplitningen har tidligere ført til, at budgettet for det, der går under titlen Kommunikationsløsninger, er placeret hos Young & Rubicam efter, at en del af det lå hos Grey København. Processen har således været hård ved Grey, som dog har kunnet glæde sig over budgettet fra Tele Danmark Internet. Oprindeligt var det markedsdirektør Gert Rieder, der havde ansvaret for bureau-overvejelserne, der gik igang i efteråret sidste år. Han er dog nu flyttet til Schweiz som direktør for Tele Danmarks mobil-selskab der. I hans sted er kunderservicedirektør Bjarne Grum Jensen konstitueret som markedsdirektør, mens Søren Rønning har fået titel af reklamechef. Søren Rønning har været med i hele processen og repræsenterer således kontinuiteten i bureau-skiftet. – Vi trængte til noget fornyelse, forklarer Søren Rønning og fortsætter: – Vi ønsker en sammenhæng og en linje i vores kommunikation, og Bates har bevist, at de evner at opbygge et univers og fastholde en kontinuitet. Derfor har vi valgt bureauet. Søren Rønning peger på, at selskabet umiddelbart har to ben: det ene gælder kundernes valg af mobiltelefon, det andet forskellige abonnements-typer. Det tredje ben, som skal tilføjes, handler så om, hvorfor de skal vælge Tele Danmark Mobil som operatør. Bureau-skiftet gælder kun massekommunikation. Below-the-line aktiviteterne ligger fortsat hos Sepia Proximity. fin