Tele2 køber Tiscalis virksomhed i Danmark, Tiscali Denmark A/S, for 154 millioner kroner. Købet sker for at skabe et Tele2 i Danmark, som i højere grad bliver i stand til at tage konkurrencen op med de andre store spillere på det danske marked til gavn for forbrugerne.
Tiscali Danmark har i dag mere end 26.000 ADSL-kunder og over 50.000 internetkunder. Derudover har virksomheden en omfattende infrastruktur i form af et telenet, der dækker mere end 65 procent af de danske husstande.
Ikke mindst infrastrukturen er en vigtig grund til Tele2s køb af Tiscali.
– Vi er meget glade for købsaftalen med Tiscali. Med købet får vi langt mere direkte adgang til det danske net, og det sikrer, at vi også i fremtiden vil kunne tilbyde vores kunder meget billige priser. Samtidig giver det os bedre mulighed for at kunne udvikle nye produkter og tilbyde kunderne en bedre service, siger Niclas Palmstierna, der er direktør i det danske Tele2.