Et lille skulderklap, en del forståelse – men ingen penge, tak. Sådan lyder ønskesedlen til politikerne fra telebranchen, der synes, at det dårlige image overskygger den store og altafgørende nytte, som netop den leverer til at sikre Danmarks fremtid med blandt andet hurtige mobil- og internetforbindelser.
Derfor skal telebranchen og politikerne i tættere dialog for at finde ud af, hvordan man kan hjælpe hinanden. På dagens årsmøde i Telekommunikationsindustrien i Danmark (TI) er Venstres teleordfører Torsten Schack Pedersen og Socialdemokraternes ditto Yildiz Akdogan derfor inviteret med for at skabe forståelse for, at politikken på teleområdet ikke konstant ændres gennem indgreb og nye gebyrer.
– Det er, som om telebranchen får politiske dummebøder, fordi den har så dårligt et omdømme. ’Udlandspriserne er for høje, der er gebyrer her og dér…’ Det er sikkert rigtigt, og vi gør givetvis ikke nok for at rette op på det, for det er et langt, sejt træk, som vi har taget en række initiativer til for at ændre. Men denne politiske dagsorden skygger for det egentlige: Hvordan kommer der gang i væksten, og hvordan sikrer man fortsatte investeringer til udbygning af bredbånd?, siger Jakob Willer, der er direktør for Telekommunikationsindustrien.