Mobilkrig, finanskrise og en benhård regulering er godt i gang med trække tæppet væk under telebranchen.
En ny brancheundersøgelse afslører således, at 2010 har skåret i selskabernes omsætning, fået investeringskontoen til at bløde og udløst omfattende fyringer.
– Tallene viser, at der ikke er tale om en branche i vækst og medvind. Det er ærgerligt og bekymrende, siger Jakob Willer, direktør i Telekommunikationsindustrien.
En af årsagerne til nedturen er det seneste halvandet års intense priskrig på mobilmarkedet. Den har ført til omfattende prisfald, som direkte kan aflæses i omsætningen pr. mobilkunde, der sidste år faldt 4,2 pct., selv om antallet af talte mobilminutter voksede 10 pct.
I kroner og øre burde en vækst i samtaletrafikken på 10 pct. have øget salget med rundt regnet 600 mio. kr. I stedet endte 2010 med et fald i indtægterne på godt 100 mio. kr., selv om branchen samtidig hentede ekstra 350 mio. kr. på abonnementer og gebyrer.
Bedre bliver det ikke af, at danskerne i stort omfang skrotter den gammeldags stuetelefon, hvilket skar godt 640 mio. kr. af branchens 2010-salg.
Teleselskabernes økonomiske trængsler rammer især medarbejderne. I 2010 blev flere end hver 15. telejob nedlagt.