Mobilix er det sidste af de fire mobiltelefonselskaber, der kaster sig ind i konkurrencen på det danske marked.
Teledanmark var fra starten alene på markedet, som de nogle år senere måtte dele med Sonofon. Det seneste år er der yderligere kommet to nye operatører til – svenskejede Telia og franskejede Mobilix – der skal finde deres plads på et af verdens mest udbyggede mobiltelefonmarkeder. Hele 30% af danskerne har nemlig i dag mobiltelefon; et tal operatørerne skønner kan fordobles i løbet af fem til syv år.
Telia er stille hoppet i gang, mens startdatoen for Mobilix er den 18. marts, hvor alle fem Mobilix-butikker åbner.
Mens de tre konkurrenter har solgt telefonabonnementer har Mobilix måttet “nøjes med“ at gøre opmærksom på sig selv. Og det har de gjort med et noget utraditionel budskab. “Samtale fremmer forståelsen“ har været det bærende budskab, vi er blevet præsenteret for i en minut-lang tv-reklamefilm samt på en række former for outdoor og dagbladsannoncer. Det var rent følelser og ingen produkter.
– Al tv-annoncering lagde vi på TV 2 sent på aftenen ved debatterende programmer. Vi går nemlig fra en start efter den nordre del af kompasset. Det er moderne mænd og kvinder, der ønsker høj kvalitet, uddyber kommunikationschef Lone Willumsen, Mobilix.

VIL VEDKOMME FOLK
– Vi ønsker, at vores reklamer skal røre og vedkomme folk. Og så vil vi vise i vores aktiviteter, at vi er anderledes, åbne og direkte i stilen. Vi vil skabe opmærksomhed og vise, vi er nogle, der gør det på en anden måde.
Kampagnen har bestået af 15-20 forskellige visuelle budskaber med samme tekst, “Samtale fremmer forståelsen“. I flæng kan nævnes billederne af de to toiletter – et med opklappet, et med nedklappet sæde; ægteparret og bøsseparret; den afklædte hvide kvinde og den tildækkede muslimske kvinde; samt Koranen og Biblen.
Kampagnen har vakt en vis opsigt og givet mange henvendelser.
– Der har været flest positive reaktioner, men også nogle der ville have plakaterne ned. Vi har taget dialogen op med alle, der ønskede det, fortæller PR-chef Bettina Ravnsmed, Mobilix, der er tilfreds med reaktionerne.
– Vi skal have nogle til at tale om Mobilix og forvente noget af os.
Men selv om Mobilix slår på følelserne, er man klar over, at markedet samtidig er meget prisfikseret.
– Tidligere har folk på privatmarkedet ikke haft præferencer ved valg af operatør, fordi de tilbød stort set det samme. Og de fleste har blot valgt den leverandør, forhandleren havde aftale med.
– I anden fase af vores kampagne – “Mobilix – den nye talemåde“ – vil vi vise, at det ikke kun er en ny telefon, men en produktservicepakke med en masse fordele vi tilbyder: renere lyd; god dækning; enkelhed, så fx telefonsvareren kan betjenes med en enkelt knap; eller mulighed for at vælge de sidste fire cifre i eget telefonnummer. Herudover tilbyder vi at taste alle ønskede numre ind i alle nye kunders telefoner. De skal blot sende os en liste med navne og numre.
– Vi leverer en samlet pakke til kunderne.
Anden fase i Mobilix’ introduktion kommer ikke på TV, men vil som første fase kunne ses på outdoor og i dagblade. Og igen er det Propaganda, der er bureau.
Til distributionen vil Mobilix benytte fem egenforretninger – i Aalborg, Odense og Århus samt på Gl. Kongevej og på Amagertorv i København. Forretningerne er designet så de passer ind i resten af Mobilix’ udtryk. Det betyder en enkel, lys indretning med klasse, hvor man sammenligner de nye butikkers indretning med Bang & Olufsen-forretningerne. På samme måde vil det klart skinne igennem i de 220 forretninger man har forhandleraftaler med. Det gennemgående i alle forretninger vil være det enkle og lyse samt farverne blå, grøn, orange og sandfarvet.
Fra starten vil forretningerne kun have et mindre produktsortiment med en produktservicepakke, der sigter bredt mod forbrugere og mindre erhvervsdrivende, som væsentligste element. Senere vil Mobilix udbygge med produkter til andre grupper – ikke mindst erhverv.
– Og alle elementerne vil naturligvis hænge sammen som nu, forsikrer Lone Willumsen og Bettina Ravnsmed.