“Spar på telefonen“, lød annoncebudskabet fra Kjøbenhavns Telefon Aktieselskab i dagbladet Politiken den 12. juni 1943. I Ekstra Bladet mandag den 26. februar 2001 fandtes hele fem annoncer med det modsatte budskab, nemlig mobiltelefoner til henholdsvis 995, 969, 499, 299, 269 og 99 kr. kroner. En Ericsson T10s kostede fastelavnsmandag 7,- kr. incl. moms hos Teleringen og Debitel, mens samme model samme dag af TDC Mobil blev prissat til 499,- kr. Man lever i overhængende fare for at føle sig snydt ved at have købt til for høj pris på et forkert tidspunkt. Markedet er uoverskueligt, og det er ikke charmerende.
Spar på dit og spar på dat. Et fremtrædende kapitel i Propagandaens Historie vil blive viet sparekampagner. Vi skal spare på vandet, på energien, på kalorierne, på promillerne og på kronerne – det sidste er umoderne, vi skal hellere forbruge frem for at puge. Vi skal købe telefoner, så vi kan tale endnu mere i telefon hvor som helst og når som helst. Børn helt ned til Grøn Stue skal være koblet op. Tal mere, tal længere, brug telefonen døgnet rundt. Tag den med i bad, få et headset og brug hænderne i hus og have, vær online always. Dyttelidyttelidyt.
Man kan indvende, at den telefonletsindige ungmø i annoncen er fra 1943, hvor Danmark var i bitter krig med Tyskland, eller hvordan det nu hang sammen. Under alle omstændigheder har kobber til kabler været en mangelvare, hvorfor det var aldeles umuligt at udbygge telefonnettet, af hvilken grund dette måtte forbeholdes myndighederne, således at private abonnenter alene indskrænkede sig til afgivelse og modtagelse af ganske korte meddelelser. Tiderne har ændret sig, Sivertsen.

HVAD SKAL VI SIGE?
Nu gælder det i hvert fald om at booste telefonforbruget, og i den forbindelse synes det at være en aldeles ligegyldig og uvedkommende bi-petitesse, om det samtalebehov, der er forudsætningen for den voldsomme expansion, overhovedet er til stede. Lige nu mærker man en træthed og nedgang indenfor branchen. WAP-teknologien er ikke blevet belønnet af det professionelle publikum, og SMS-besked er mest legetøj og en smart kommunikationskanal for unge af modsat køn.
Heldigvis blev telefonerne frikendt forleden. Videnskaben havde afgjort, at der ikke var nogen påviselig risiko for hjerneskader ved at kæle for en søster til mikrobølgeovnen. Ganske vist sagde nogle andre forskere noget andet næsten samtidig, men diskussionen må også stoppe på et tidspunkt, så vi kan komme videre. Generelt forbinder folk ikke mobiltelefoni med kræft, spat og sot, og det skal telesektoren være kisteglad for.
Mobiltelefonen er ikke et statussymbol, men en nødvendighed. Uden den er du out, hvis du er mellem 11 og 31. Din telefonbog repræsenterer dit netværk, og du skal sørge for at komme med i så mange telefonbøger som muligt, så de andre kan ringe til dig, hvis de ikke kan ringe til nogle andre. Således er der et massivt emotionelt element i udbredelsen af apparaterne, som undertiden fører til tragiske misbrugs-scener, der ender i fogedretten med krav om betaling af 47.234,45 kr. plus påløbne renter for dokumenteret telefonforbrug. Og så er der enkelte nydanskere med veludviklet kombinationssans, der køber 87 telefoner og fordeler dem til deres meget ringende kammerater, som på den måde får direkte kontakt til det tidligere hjemland.

TEXAS
Vi skal nu vænne os til at sige TDC, når vi mener TeleDanmark, og længe har vi måttet sige TeleDanmark, skønt vi mente KTAS, JTAS m.fl. TDC står naturligvis for Texas Denmark Corporation, for det er jo en morsom og gennemglobaliseret tanke, at det gamle KTAS i dag ejes af nogle telemoguler i USA. I sin første indrømmelse af, at det gamle danske statsselskab sandsynligvis er sat på salgslisten, siger generaldirektør Henning Dyremose til Børsens Nyhedsmagasin:
“Jeg føler mig overbevist om, at de lave aktiekurser betyder, at vi ikke er til salg nu. Hvis de stadig havde ligget på niveauet for et år siden, vil jeg ikke afvise, at vi havde været det. Og jeg vil ikke afvise, at hvis vi kommer derop igen, så bliver vi det. De gode folk fra Texas er altså også købmænd, som godt kan lide at købe, når prisen er lav og sælge, når den er høj.“

BLODøKSEN
Ja, de gode folk (the good people) from Texas købte TeleDanmark billigt. Dagbladet Børsen anslog fornylig, at hvis selskabet var blevet solgt til den aktuelle pris, ville danskerne kunne være sluppet for indkomstskat i et helt år. Men heri ligger altså, at TDC kan skifte ejere igen, hvis kursen stiger. For de mange børsanalytikere, der anbefalede den “billige“ aktie må det være pinligt at have påført andre tab. Efter det dramatiske dyk i TeleDanmarks aktiekurs skrev Morgenavisen Jyllands-Posten om “blodøksen“, som aktiemarkedet lod falde over ham. På det tidspunkt havde TDC tabt 26% af sin aktieværdi. Man forstår godt, at Dyremose gør alt for at tale kursen op, for ellers bliver han sammen med den diskrete bestyrelsesformand Knud Heinesen inviteret til Texas til et kort møde, de ikke kan afslå, og der er arrangeret hjemrejse samme dag.
TeleDanmark er i fuld gang med at forvandle sig selv til det mere neutrale TDC, hvilket er et nødvendigt led i den proces, der skal gøre det oprindelige telefonmonopol salgsmodent. Vi ser bort fra, at navneskift i den størrelsesorden er uhyre kostbar, for alt skal ændres. Mobildelen skal hedde VIC ligesom den halspastil, der er så udmærket, hvis man har brugt sin stemme for meget til telefonering – men vi kan ikke se bort fra, at den slags ændringer er en forulempelse af kunderne, især de lidt ældre og knap så forandringsorienterede. Mobilix får det muligvis lettere ved at konvertere til denne telefonkædes internationale navn ORANGE, som er kodylt i en verden, hvor 95% af telefonerne er sorte. Men det er ikke let at drive telefonselskab.

PALÆ
Hvis man er 11 år i dag og lige har fået sin første Nokia, kan det være svært at fatte fortidens telefoni. Man løftede røret og valgte på en drejeskive to bogstaver, fx PA, hvorefter en kvindestemme i den anden ende sagde PALÆ. Man svarede fx “4711“, damen gentog “4711“ og forbandt de to numre – og så ringede PALÆ 4711. Dette stykke kulturhistorie er bevaret på Telefonmuseet i Hellerup. Telefonmuseet? Ja, der var 6.000 gæster sidste år, og nu vil TDC ikke længere dække driften, så med udgangen af marts måned er det slut. De gode folk i Texas kan virkelig ikke bekymre sig over, at museet på Svanemøllevej, den i 1975 fuldautomatiserede Hellerup central – det udtaltes HELRUP – og dets uflyttelige omstillingsvæg hermed går til grunde. TDCs formål er ikke at drive telefonkulturhistorie, men at tjene penge. Til Texas.
Heldigvis er der stadig en fin samling af telefonrekvisitter på Post- og Telemuseet i Købmagergade i København, og her kan man købe en herlig CD-skive, som rummer optagelser af antikke stemmer, der siger PALÆ, PALÆ, PALÆ, AMAGER, AMAGER, AMAGER, AMAGER, CENTRAL, CENTRAL, CENTRAL – og NORA, ÆGIR, FASAN osv. Måske skal man have oplevet denne epoke med egne øren for at synes, at det har en vis underholdningsværdi at tænke tilbage på den telefoniske stenalder, man selv anså for naturens orden under hele sin opvækst.
Man kunne ikke købe en telefon. KTAS udlejede apparatet, og der var kun én model. Kunderne var underkastet reglerne i “Takster og Vilkaar“, der stod forrest i navnebogen. Regningen kom en gang i kvartalet, og så betalte man den ligesom man betalte sin lysregning. Derudover tænkte man ikke mere over sin telefon, man brugte den bare. Når man hørte om, at de i USA havde konkurrerende telefonselskaber, rystede man på hovedet ved tanken om alle de forskellige kabler. Det ville aldrig ske her.

PLING-PLING
Nu har vi den såkaldt frie konkurrence, som blandt andet indebærer friheden til at gøre forbrugerne mere eller mindre desorienterede, så de ikke kan finde det for dem bedste selskab eller den mest hensigtsmæssige telefon. Et træk har de nye og det oprindelige telefonselskab imidlertid fælles: Det tager generelt en hulens tid at komme igennem pr. telefon. Pling – du er nu nummer 16 i køen.
Hurra for den tekniske revolution. Allerede nu, få år efter teknologiens udbredelse, ser man konkrete eksempler på, hvordan mobiltelefoner redder menneskeliv og hjælper politiet til at opklare forbrydelser. Men anslået 75% af samtalerne er aldeles overflødige, hvilket man får levende – ufrivilligt – bevis for, hvis man kører gennem landet med DSB: Hallo, det er mig, jeg ville bare lige sige hej til dig – ja, mig – jeg er i toget nu, hvor er du? – I bussen. Hvornår kommer du hjem? Jamen, så ses vi. Nå, men hej, hej.Jamen, så hej-hej da.