Efter et år som rådgivende og eksekverende kommunikationshus for Huawei har den kinesiske telegigant i Danmark valgt at fortsætte samarbejdet med LEAD.
– I 2014 havde vi stor glæde af LEAD’s kompetencer inden for både Public Affairs og Corporate PR. Alligevel valgte vi i slutningen af sidste år at gå i budrunde, fordi vi som selskab i sagens natur altid skal sikre os, at vores leverandører er de bedste inden for deres felt. Pilen pegede igen på LEAD, og jeg ser frem til endnu et år i godt selskab, siger kommunikationschef Signe Brink Wagner, Huawei Technologies Denmark.
Huawei har gennem det seneste år etableret sig som en væsentlig aktør på det danske telemarked. Dels via samarbejdet med TDC om udrulningen og driften af 4G-mobilnettet, og dels i kraft af flere og flere lanceringer af både smartphones og serviceløsninger til erhvervslivet.
Og i 2015 er baren også sat højt, lyder det fra parterne, som oplyser, at fokus i det nye år skal rettes mod at skabe partnerskaber i det danske erhvervs- og samfundsliv ”og vise, at Huawei er den mest innovative virksomhed i Danmark inden for informations- og kommunikationsteknologi i Danmark.”
Torsten Jansen, der er partner og direktør for Public Affairs hos LEAD Agency, siger:
– Huawei er en vanvittig spændende aktør på telemarkedet, fordi de dækker bredt, har store ambitioner og kommer med et internationalt netværk og en knowhow, som vi i samarbejdet kan være fælles om at trække på og udbygge. Der bliver mange dagsordner at tage fat på her i 2015, og jeg er glad og stolt over, at vi som kommunikationsbureau igen er valgt til opgaven.