I en pressemeddelelse bekræfter Telenor nu, at selskabet har ført samtaler om køb af TDC. Det skriver nyhedsbrevet MediaWatch. Onsdag morgen har Telenor sendt en meddelelse til Oslo-børsen om, at selskabet har ført samtaler med SBC Communications, der ejer godt 40 procent af TDC, om et køb af SBC´s aktiepost i TDC – det tidligere Tele Danmark.
– Samtalerne fortsætter eller også gør de ikke, siger pressetalsmand Dag Melgaard, Telenor, der afviser at give yderligere kommentarer.
SBC købte op i TDC for fem år siden, og har været bundet til sin 42-procent aktiepost frem til februar i år. Rygter har længe verseret om, at SBC vil skille sig af med ejerandelen.
Hvis handlen går igennem, bliver TDC sandsynligvis nødt til at skille sig af med andelen i Sonofon, som Telenor ejer sammen med amerikanske BellSouth. Ifølge Mediawatch er det til gengæld en aktiepost, som Telia – der vil blive sat under pres med et Telenor-opkøb af TDC – måske vil finde interessant.