Det er store skiftedag i Telenor. Peter G. Jørgensen, den hidtidige marketingdirektør, erstattes af en intern kandidat, nemlig Thomas Rendbæk, der ind til i dag var chef for Trade Marketing. Samtidig styrkes Customer Experience afdelingen i Telenor, der får Lars Glade som ny chef.
– Vi slår flere fluer i et hug med omorganiseringen, siger Thomas Rendbæk. ”Vi vil gerne forbedre vores kundedialoger og eksekveringsstyrke. Det gør vi bl.a. ved at samle alle Customer Experience kompetencerne i én afdeling, fordi vi skal kunne bruge alt den viden, vi har om vores kunder bedre, både til at lægge strategierne efter, og til at eksekvere optimalt i forhold til deres forventning til os.”
– Desuden styrker vi vores brand- og koncept-kommunikation gennem etablering af yderligere fokus og ansvar, samt vi tilfører ressource til intern forankring af marketingarbejdet.
Tidligere var kundekommunikationen for spredt?
– Vi etablerer nu en fladere struktur i flere af vores afdelinger, hvilket sætter os i stand til at analysere, beslutte og eksekvere hurtigere og med højere kvalitet, alt sammen for at forbedre forholdet til vores kunder. Det giver os samtidig den fordel, at vi nu har lettere ved at placere ansvaret for vores kommercielle kommunikation, og de tilhørende aktiviteter, slutter Thomas Rendbæk.
Peter G. Jørgensen starter inden for 14 dage hos Boozt.com, hvor han både skal styrke marketing og salg, og hvor han skal arbejde sammen med sin gamle ven Hermann Haraldsson, den tidligere Win-Win Agency chef og Brøndby-boss.