Den store norske telekoncern Telenor er glad for samarbejdet med Omnicom Media Group (OMG), der i Danmark har varet mere end 10 år. I Norge har OMG varetaget opgaverne i fire år, men selv den bedste partner trænger til at blive udfordret. Og det er sket via en europæisk pitch, der indledtes efter sommerferien, og som OMD gik sejrrigt ud af.
– Det har været en interessant og lærerig proces, hvor vi set med danske øjne er blevet bekræftet i, at vi har den rigtige samarbejdspartner på det danske marked. Niveauet var generelt højt fra alle tilbageværende bureauer i præsentationsrunden, hvor der blev præsenteret praktiske cases fra alle lande, men OMG skilte sig positivt ud, både set med lokale briller og ud fra en regional betragtning, siger Thomas Johansen, mediechef i Telenor Danmark.
Og han fortsætter:
– For Telenor betyder valget af OMG i fire europæiske markeder (Danmark, Sverige, Norge og Ungarn, red.), at vi dels er sikret yderst konkurrencedygtige priser, men også at vi qua vores samlede størrelse på tværs af markeder får adgang til de bedste kompetencer i OMG koncernen.
– Vi har tillid til, at OMG samarbejdet ad denne vej vil kunne hjælpe os med at udvikle os yderligere via best practice videndeling og tilgang til international innovation og inspiration, slutter Thomas Johansen.
Han lægger ikke skjul på, at også Telenor tænker sig om, før de vælger bureau-partnere. Ikke mindst i disse år har effektiviteten i den kommercielle kommunikation topprioritet.
Telenors kommunikation i Serbien og Montenegro varetages af lokale mediabureauer.