Telenor har i dag købt mobilselskabet Bibob for 93 millioner kroner.
Med købet styrker Telenor sin position som en klar nummer to på det danske mobilmarked med en markedsandel på cirka 27 procent.
– BiBoB har på rekordtid skabt flotte resultater og opbygget en sund mobilforretning med 69.000 kunder. Vi vil fortsætte dette arbejde og bygge videre på BiBoB-brandet, siger Henrik Clausen, administrerende direktør i Telenor Danmark og tilføjer:
– Telenor ønsker løbende at styrke sin position i Danmark og møde kunderne, hvor de er. Ambitionen om løbende at styrke vores markedsposition kan dels nås gennem organisk vækst, dels via opkøb. Vores køb af Bibob i dag er et godt eksempel på det sidste..
Bibob fortsætter som selvstændigt brand og får Sonofons wholesaledirektør, Allan Koch, som administrerende direktør.
Købet får hverken betydning for Bibobs kunder eller medarbejdere, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
– Med Bibob når vi en gruppe af kunder, der vil have rene mobilprodukter med en enkel prissætning og en let distributionsform via web. Det gør selskabet til et godt supplement til resten af Telenor-familien, og derfor fortsætter Bibob som selvstændigt brand, siger Allan Koch.
Købet skal ikke godkendes af Konkurrencestyrelsen og træder derfor i kraft pr. dags dato.
sit