Kunne du tænke dig, at flere af oserne på din hjemmeside vender tilbage og handler hos dig?
”Ja tak”, vil de fleste sikkert svare, da det hører til sjældenhederne, at en besøgende på et kommercielt site rent faktisk køber noget.
Det sker højest i fem procent af tilfældene, og derfor er det også ”konverteringen” af de andre 95 procent købsinteresserede, som iværksættervirksomheden Advantage Media beskæftiger sig med fra kontoret på Frederiksberg i København.
Herfra kører Advantage Media nemlig globale onlinekampagner via teknologier, der kan samles under paraplyen Behavioural Targeting, eller målrettede, adfærdsbaserede netreklamer på dansk.
Specialiteten er såkaldt Re-Targeting. Det er kort fortalt en metode, som skal få tidligere besøgende på et website til at vende tilbage til en tidligere besøgt hjemmeside og foretage et køb.
– Det sikrer annoncørerne lave transaktionsomkostninger og høje kampagneafkast, lyder det fra adm. dir. og partner Ozan Bulut, som er en af onlinebureauets to stiftere.
Den anden er Jonas Frederiksen, Sales Director og partner, og de har tidligere arbejdet i hhv. bureaugruppen Havas og Eniro Danmark A/S.
Tænk globalt – handl lokalt
– Vi kan køre både danske og internationale kampagner på millioner af sites verden over, og når man kombinerer dette med vores tætte relationer til kunderne, så leder det tankerne hen mod konceptet ”Glokalisering”, siger Ozan Bulut.
Altså en kombination af at tænke globalt og agere lokalt.
– Med andre ord: Vi finder vejen til den lokale forbrugeradfærd gennem det globale internet, siger Ozan Bulut.
Jonas Frederiksen kalder Re-targeting en intelligent markedsføringsdisciplin hvor budskaberne bliver skræddersyet til forbrugeren med den mest optimale ”call to action”.
En af de kunder, som har købt en sådan løsning er teleselskabet Telenor, hvor Senior Digital konsulent Jesper Jensen kun har roser til overs for resultaterne.
– Vi har kørt Re-Targeting kampagner og oplevet en markant stigning i konverteringsraten i forhold til vores almindelige display annoncering. Re-Targeting har vist sig som et utroligt effektivt redskab, når det handler om at sikre målrettet markedsføring på nettet, siger han
Advantage Media opstod under finanskrisen og er i dag vokset til syv medarbejdere, der udover de store mediebureauer har virksomheder som Telenor, Nordic Bet, Fitness World samt dating portalen Match.com på kundelisten.