På en international internetside med pornografisk materiale kunne de besøgende i går få tilbud om at komme på nettet med Telenor. Det fortæller det norske nyhedssite kampanje.no.
Lige under annoncen var der indtil flere billeder af letpåklædte kvinder i udfordrende stillinger, og
den umiddelbare reaktion fra Telenors markedsdirektør Runar Pahr Andresen var ikke til at tage fejl af, da kampanje.no gjorde ham opmærksom på situationen:
– Her vil jeg ikke være, lød det utvetydigt fra markedsdirektøren og tilføjer, at man har helt klare retningslinjer over for sine leverandører og mediebureauer med hensyn til hvor og hvordan selskabets annoncer må placeres.
Det er Telenors annonceaftale med søge-giganten Google, som har resulteret i den interessante placering af den pågældende annonce.
– Google skal vaske denne type sider ud, men i dette tilfælde ser det ud til at sitet alligevel er smuttet igennem i den kategori, vi har købt, siger Pahr Andersen.
Han anser fejlen for ganske alvorlig, men fortæller, at Google har beklaget fejlen, og vælger ikke at gå videre med sagen.
– Det er første gang, vi oplever sådan noget, og vi har en forventning om, at Googles rutiner vil sikre, at det ikke sker igen, siger han.

sit