”F…. Fabulous. More please!”. ”For en gangs skyld en reklame ud over det sædvanlige.” ”Wonderful”. ”Bravo”.
Sådan lyder kommentarerne lige i øjeblikket på YouTube, Facebook og i telefonen hos både teleselskabet Telenor og reklamebureauet &Co.
Årsagen til de mange roser? Det er såmænd reklamefilmen ”Tenor”, som &Co har kreeret for Telenor Erhverv, og som gik i luften i sidste uge.
I filmen synger en asiatisk udseende herre på klingende dansk – og til de smukke toner fra Puccinis opera Turandots 3. akt, ”Nessun dorma” – følgende tekst: ”Hallo mit navn er Mister San. Jeg ringer til dig fra Japan. Jeg skal have shippet 12 millioner sko. Fra Tokyo til Holstebrooo”.
Og dén sidder tilsyneladende lige midt i skabet, for alle vegne myldrer det lige nu med roser til filmen – hvilket både Telenor og &Co naturligvis er glade for.
– Målet for os har været at fortælle vores kunder – både eksisterende og potentielle kunder – at vi gerne vil hjælpe dem med at give deres kunder en bedre forretning. Det kan vi som teleselskab gøre ved at sikre dem de rigtige mobilløsninger, så de ikke går glip af opkald og dermed af forretninger, siger Morten Kosakewitsch, der er brand manager hos Telenor Erhverv, og fortsætter:
– Vi synes, det er en stærk film. Den taler til følelserne, og den rammer tilsyneladende også folk lige i sjælen. Og reaktionerne er nok også lidt usædvanlige, når man tænker på, at det jo er en b-t-t-reklamefilm fra et teleselskab.
”Nessun Dorma” betyder i øvrigt ”Ingen skal sove” på italiensk – og Morten Kosakewitsch fortæller, at det naturligvis ikke er en tilfældighed.
– Vores kampagne kommunikerer jo netop begreber som tilgængelighed, og betydningen af altid at kunne modtage et opkald uanset tid og sted, siger han.
Udefra og ind
Også hos &Co er armene løftet godt i vejret oven på den positive modtagelse af filmen – som i øvrigt er bureauets første kampagne for Telenor, siden samarbejdet startede i slutningen af 2012.
Mikael Jørgensen, der er adm. direktør i &Co, fortæller:
– Vi ville gerne dreje den lidt floskel-agtige kommunikation, man ofte ser i b-t-b-reklamer – den med de travle forretningsmænd i jakkesæt, som bærer på mapper og mobiler og som oftest befinder sig en lufthavn. Denne type kommunikation ser man ofte, og som regel følges der op med en opremsning af virksomhedens egne fortræffeligheder. Vi ville gerne vende den om.
Vende den om?
– Ja, forstået på den måde, at vi gerne ville kigge udefra og ind. Altså sige, hvad leverer Telenor, som kan hjælpe ”mig” som erhvervsvirksomhed. Og det Telenor leverer er jo netop sikkerheden for at du som virksomhed modtager opkaldene – og derfor får ordrerne. Det er den – meget positive – følelse, vi har forsøgt at dramatisere.
Filmen slutter med et meget langt ”o” i Holstebro, en rørt shippingmand, der fik ordren – og med sloganet ”Findes der noget smukkere end lyden af en kunde?” på skærmen til sidst.
– Vi er både stolte og rørte over alle de positive henvendelser, vi får alle vegne fra, siger Mikael Jørgensen fra &Co.
Ikke fordi bureauet ikke har prøvet det før – både Carlsberg Sports fodboldekvilibristiske egern, Carlsbergs ”drengerøvs-univers”, de film noir-inspirerede reklamer for Café Noir og mange andre reklamer har i tidens løb skaffet masser af ros til bureauet – men man glæder sig lige meget hver gang, siger direktøren.
Telenor-kampagnen rummer ud over filmen også aktiviteter på blandt andet print, online og telenor.dk.
Og lige for en ordens skyld: ”Mister San” hedder i virkeligheden John Venning og er tidligere tenor ved Den Kongelige Opera. Og ja, det er ham selv, der synger de herlige linjer om Tokyo, sko og Holstebro – som er forfattet af kreativ direktør Thomas Hoffmann fra &Co.
Se filmen her.

For at se indholdet skal du acceptere cookies.
Opdater dine indstillinger