Fredag eftermiddag brød Telenors mobilnet sammen. I Danmark betød det, at mange ikke kunne modtage og sende SMS’er eller aflytte telefonsvaren. I Norge kunne Telenors mobilkunder i Norge heller ikke ringe.
I Norge stod tre millioner mobilkunder således uden forbindelse, og det får den norske pendant til TDC, Telenor, til at beklage nedbruddet i stort opsatte helsides annoncer i de norske dagblade i dag. Dertil kommer, at Telenor vil kompensere nordmændene for brugen af mobiltelefonen i hele pinseweekenden.
– God dækning og stabilt netværk er kernen i vores virksomhed. Når en stor fejl sker, så er en kompensation på sin plads. Ingen af vores privat- eller erhvervskunder vil blive faktureret for brug af mobiltjenester i pinseweekenden, siger Ragnar Kårhus, administrerende direktør i Telenor Norge, ifølge den norske nyhedstjeneste Kampanje.com.
Han mener, at fejlen, der medførte at kunderne hverken kunne sende SMS’er eller ringe fra mobilen, var alvorlig. Endnu værre var det, at nedbruddet faldt sammen med en større oversvømmelse i Gudbrandsdalen.
– Derfor vil vi sige undskyld. Undskyld til hver enkelt af jer. Vi arbejder ihærdigt for at forhindre, at en lignende situation opstår igen, lyder det bl.a.
i en undskyldning til det norske folk, som Telenor har offentliggjort på selskabets hjemmeside.
Herhjemme var nedbruddet mindre dramatisk end i Norge, da det for mange mobilkunder ”blot” handlede om, at det ikke var muligt for dem at sende og modtage SMS’er og aflytte mobilens telefonsvarer.
Telenor har kommunikeret hændelsen ud til sine erhvervskunder, men der er ikke sat annoncekampagner eller andre kommunikationstiltag i søen for at informere privatkunderne i Danmark.