Kvindetennis-turneringen Nordea Nordic Light Open, der som navnet antyder, har Nordea Bank som titel-sponsor, får nu også det norske teleselskab, Telenor, der herhjemme står bag Sonofon og Cybercity, ind i sponsorkredsen. Det skriver Dagens Media.
Ifølge sponsorkontrakten skal Telenor bidrage med trådløs internetopkobling på Stockholms Stadion, hvor turneringen spilles, og i øvrigt udstyre organisationen med telefoner og abonnementer.
Teleselskabet bliver naturligvis også synligt på stadion, ligesom man vil være til stede i forbindelse med en række udenoms-aktiviteter, bl.a. mini-tennis, som kommer til at foregå i de tre dage op til selve turneringen.
Kampene spilles fra 28. juli til 3. august og transmitteres på SVT, og en række andre virksomheder er allerede på sponsorlisten.
Nordea er titelsponsor, Sony Ericsson er tour-titelsponsor, og desuden er blandt andre Cadillac, PBS og Whirlpool at finde i sponsorgruppen.
Nordea Nordic Light Open omsætter totalt i omegnen af 10 mio. kr., hvoraf de 70 pct. kommer fra sponsorindtægterne.
sit