I England kæmper annoncørerne for at lave den bedste julereklame. Kapløbet har været i gang siden starten af november, og herhjemme har de første brands efterhånden også meldt sig ind i kampen om bedste julekampagne.

I går lancerede Telenor og Universal Music deres fælles julekampagne, som opfordrer danskerne til at gribe mikrofonen og synge duet med pladeaktuelle Robbie Williams.

Med kampagnen ønsker Telenor at øge danskernes kendskab til streamingstjenesten ”WiMP”, mens Universal forventer, at kampagnen vil tredoble antallet af “streams” af hans album i forhold til det seneste album.

Idéen med kampagnen er, at folk kan uploade deres duet med superstjernen på Telenors hjemmeside og deltage i konkurrencen om at møde Robbie Williams.

– Vi ville lave noget andet end en klassisk tandpastareklame, hvor en kendt anbefaler et produkt. Og så fandt vi på idéen, forklarer Michael Gamst, marketingchef i Telenor.

Udover at deltagerne er med i konkurrencen, skriver de også under på, at deres videoer må bruges som en del af kampagnen. På den måde vil kampagnen senere hen indeholde tv-spots og bannerreklamer, hvor det er deltagerne, der synger med Robbie Willams. Som tak for hjælpen modtager de en overraskelse fra sangeren.

To bølger

Kampagnen kører på tv, online og de sociale medier, og den er inddelt i to faser. I den første fase indbyder Robbie Willams danskerne til duet via en tv-reklame. Samtidig opfordrer de sociale medier folk til at synge duet. I anden fase vil brugernes videoer blive brugt i tv-spots og online bannerreklamer, hvor Robbie Willams vil kommentere på videoerne.

– Det er en sjov måde at se stjernen interagere med fans – og anerkende deres indsats på, siger Michael Gamst.

En gang efter jul afsluttes kampagnen, og vinderen af konkurrencen findes. Men hvad vinderen præcis skal præstere, er ikke helt bestemt endnu. Der er nedsat en jury med Robbie Willams agenter og en fra Telenor til at finde vinderen.

– Det er ikke tænkt som en X-factor konkurrence. Nogle synger godt, andre optræder, mens de synger. Og mon ikke det bliver sjovt, når der går julefrokoststemning i det? Så det er mere en god blanding af alle elementer. Men ville da være fint, hvis det var en stor fan af Robbie Willams, der vandt, siger Michael Gamst.

Selvom kampagnen gik i gang i går, har de første deltagere allerede uploadet deres videoer, og lige så mange har ikke publiceret deres video endnu. Derfor håber og tror Telenors marketingchef også på, at kampagnen bliver en af de julekampagner, som folk snakker om.

Udover Telenor, Universal Music og WiMP er &Co, OMD, Wunderman og Have Kommunikation også involveret i kampagnen. 

Se det omtalte reklamespot herunder.