Sociale netværk via internettet er en naturlig del af dét at være barn og ung i dag.
Over 650.000 danskere har en profil på Facebook, og chatsiden Arto har flere end 10 millioner besøg om måneden og cirka 900.000 registrerede brugere, hvoraf 85-90 procent er 12-19 år.
For de fleste børn og unge er internettet og online chat gode muligheder for at knytte og styrke venskaber og sociale relationer.
Men nogle børn har desværre ubehagelige oplevelser, når de bruger internettet – i form af mobning, chikane eller i værste fald krænkelser.
– Derfor er der brug for tiltag og konkrete redskaber, der kan bidrage til sikker adfærd på internettet, lyder det fra Telenor, som nu har valgt at sponsere chat-certifikatet
Certified Kid.
– Som Danmarks næststørste udbyder af telefoni og internet ønsker vi at bidrage til de positive muligheder, som internettet giver. Desværre indebærer moderne teknologi også en risiko for, at børn bliver chikaneret, når de f.eks. chatter på nettet. Certified Kid kan være med til at mindske risikoen for de ubehagelige oplevelser, og derfor har det været naturligt for os at støtte projektet, forklarer Karin Skjødt Hindkjær, kommunikations- og HR-direktør i Telenor Danmark.
Efterspurgt værktøj
Certified Kid består af et gratis chat-certifikat til børn og unge mellem 9 og 16 år og dialogværktøjer, der inddrager skoler og forældre. Certifikatet er udviklet, så det er teknisk muligt at integrere det i chatportalernes – f.eks. Arto – brugerprofiler.
Værktøjet kan hjælpe børn og unge med at vide og vælge, hvem de kommunikerer med på internettet, bl.a. kan barnet med certifikatet dokumentere alder og køn over for andre børn og unge online. Barnet kan derudover se andre Certified Kid-brugeres alder og køn.
Og det er et værktøj, der er stærkt efterspurgt af danske forældre, viser en undersøgelse foretaget af analyseinstituttet Userneeds for Telenor.
Hele 75 procent af alle danske forældre mener, at der er brug for redskaber, som kan beskytte deres børn mod at blive kontaktet af voksne på eksempelvis chatsider, mens 40 procent efterlyser mere rådgivning om, hvordan man følger børns brug af internettet.
Økonomien på plads
Telenors sponsorat betyder, at certifikatet og de dialogværktøjer, der også er en del af projektet, kan tilbydes gratis til elever, skoler og forældre.
– Det er afgørende, at vi nu har fået tilknyttet en sponsor. Det betyder, at projektet bliver et tilbud til alle og dermed ikke har nogen form for social slagside. Samtlige interesserede børn, forældre og skoler får kvit og frit chatcertifikat samt undervisnings- og informationsmaterialer stillet til rådighed, siger Daniel Madie, der er ophavsmand til Certified Kid.
C ertifiedKid er primært finansieret af Telenor, men også Det Kriminalpræventive Råd, JL Fondet og Codan Fonden har bidraget økonomisk.
Det ventes, at skoleelever over hele landet kan tage systemet i brug efter sommerferien.