For et par uger siden valgte det TDC-ejede teleselskab Fullrate at lukke ned for både Facebook-side og Twitter-profil. I stedet skal ressourcerne bruges på at betjene kunderne via telefon og email.

Det fortæller Fullrates adm. direktør Peter Mægbæk Madsen, da markedsforing.dk ringer for at høre, hvor selskabets Facebook-side er blevet af.

– Du er faktisk den første, der spørger til det. Men ja, det er rigtigt, at vi har – om ikke lukket, så i hvert fald sat begge kanaler på standby. Vi har diskuteret det gennem en længere periode og på forskellige måder vurderet hvilket udbytte, kanalerne gav vores forretning. Og konklusionen var, at vi kunne bruge vores ressourcer bedre i andre kanaler, siger han.

Fullrate har ellers tidligere fået ros for sin anvendelse af netop sociale medier?

– Ja, det har vi, men det er jo ikke en popularitets-konkurrence. Vi er et discount-brand, og vores kalkuler viser altså, at ressourcerne er bedre brugt på færre og mere effektive kanaler, siger Peter Mægbæk Madsen og fortsætter:

– På Facebook og Twitter forventer forbrugerne svar inden for måske timer – døgnet rundt – og hvis vi skulle efterkomme det, ville det svare til otte fuldtidsressourcer. De ressourcer mener vi, vi udnytter bedre ved at opgradere på telefon og mail.

Men helt ærligt – er I ikke nødt til at være på de sociale medier i dag? Alle siger jo, at det er dér, det sner?

– Jamen, jeg siger heller ikke at sociale medier ikke duer. De kan være vigtige kanaler for mange andre virksomheder og brands med andre profiler. Vi mener bare ikke, de er effektive for vores forretning, som det ser ud lige nu. Og med hensyn til, om ”det er der, det sner”, så synes jeg måske også, der er en tendens til lidt ”lemming-effekt” derude i dag.

Hvad mener du med det?

Jeg mener, at mange virksomheder kaster sig ud i aktiviteter på sociale medier, fordi ”det gør alle andre”. Som jeg ser det, er der alt for få, der tør være kritiske over for disse kanaler, og alt for få er i stand til at dokumentere deres reelle effekt for forretningen, lyder det fra Fullrate-direktøren.