Små to millioner danskere har en mobiltelefon, der i virkeligheden kan temmelig meget – men forbrugerne bruger det ikke. Og teleselskaberne går på den måde glip af gode muligheder for at skabe ekstra omsætning.
Sådan lyder kritikken fra en teleanalytiker, der undrer sig over den store fokus på småprogrammer til Apples iPhone og de mange Google-baserede telefoner.

– Alle har fokus på de avancerede mobiltelefoner og de småprogrammer, der kan hentes eller købes til dem. Men folk overser helt, hvad man faktisk kan med en almindelig telefon. Teleselskaberne glemmer det også. I stedet kunne de stimulere forbruget pr. kunde, samtidig med at de slipper for at give tilskud til nye telefoner. Faktisk mister de muligheden for at skabe masser af omsætning, siger teleanalytiker John Strand, direktør i Strand Consult.
Berlingske Business side 12.