I årevis har aktører i og omkring den danske marketingbranche varslet et gennembrud for mobilmarkedsføring. Men de store omvæltninger lader fortsat vente på sig.
Nu tager tænketanken ”Digital Udfordring” i en analyse af det danske mobilmarked bladet fra munden og placerer ansvaret hos teleselskaberne.
– Der er brug for et mobilt bredbåndsabonnement med flatrate. Det vil betyde, at brugerne kan surfe frit uden at skulle tænke over prisen. Vi venter, at der vil komme et massivt pres på teleselskaberne for at tilbyde det – både fra abonnenterne og fra udbyderne af tjenester, der gerne vil have flere brugere, hedder det i analysen ifølge comon.dk.
”Digital Udfordringer” fremhæver, at telefonerne er klar, applikationerne findes, og nettet er gearet. Desuden efterspørger brugerne faktisk mobilløsninger.
Men ifølge tænketanken er det fortsat så dyrt at hente data til telefonerne, at unge under 25 år er afskåret fra det, selvom det netop er dem, der burde være drivkraften bag udviklingen.
”Digital Udfordring” tæller medlemmer som Mediacoms administrerende direktør Ulrik Thagesen, Christian Peytz og Claus Sølvsteen fra Peytz & Co. og administrerende direktør Thomas Madsen-Mygdal fra Reboot.